Gammelt Og Nyt
Om Krig Og Cholera, Tuberkulosens Bekæmpelse, Sundhedskollegiets Ødelæggelse

!7 i Besiddelse af uopslideligt Humør og ofte tillige af nyttige og oplivende Færdigheder. Som forhenværende Skibsførere havde Maanedslieutenanterne Øvelse i at behandle Mand- skabet hensigtsmæssigt, og det varede ikke længe inden der blev tilvejebragt Orden og god Stemning. I den blandede Masse fandtes enkelte, som var temmelig ynkelige, fordi de manglede Evne til at taale Kulde og Fugtighed; disse maatte afleveres i Hospital i Vordingborg eller Svendborg. Efterliaanden kom hele Besætningen til Kræfter og Huldj, og de blev meget, tapre ogsaa i Munden. En af dem, som plejede at lede Konversationen ombord, havde faaet det Mundheld, at han ikke var bange for en rask Kugle, som gjorde det Hele af paa engang, men at miste en Arm eller et Ben, det vilde han kalde en Ulykke. Man bliver jo tilsidst ked af Gentagelser uden Variation; derfor tillod jeg mig at gøre ham opmærksom paa, at han slet ikke havde tænkt over, hvad han snakkede om, at det ikke var andet end Talemaader og i Grunden Løgn, fordi han ikke kendte noget til hvad han vilde ønske, naar Spørgsmaalet blev stillet for Alvor. En Maanedstid senere fik denne Ord- fører en Geværkugle gennem Skinnebenet, uden at der var Benbrud eller tilsyneladende Fare for Lemmet. Et Par Maaneder efter traf jeg liam i Augustenborg Hospital. Han var bleg og afmagret og uden Skinneben, som det var blevet nødvendigt at amputere paa Grund af gentagne Blødninger. Da jeg havde talt lidt med ham, sagde lian, at han godt huskede at jeg havde «skældt ham ud», men han indrømmede uden Forbehold, at jeg havde haft Ret. Efter mange Aars Forløb traf jeg ham igen ved Besøg hos en Ven af mig, som var Distriktslæge, og med livem jeg kørte i Praxis. Denne viste mig Manden, som vi mødte paa Landevejen; lian var bleven en fed og selvtilfreds Landhandler og Høker i Nordsjælland, kørende fornøiet paa et Læs Brædder og spærrende en Del af Vejen med sit fremstikkende Træben. 2