Telefonen
eller den elektriske Taletraad

2 A. Andresen: vens Nærhed, den svedne Lugt varer os mod Brandfaren, Kokkenduften sorraader Grydens og Stegepandens Hemmeligheder, o. s. fr. Det er dog fortrinsvis ved vore to højeste Sanser, Synet og Hørelsen, at vi gjores bekjendte med, hvad der foregaar i ftørre Afstande fra os, ligesom det ogsaa særlig er disse Sanser, som vi ere i Stand til at flærpe og udvide ved Hjælp af kunstige Midler. Med vort Dje, naar det er sundt, kunne vi se grumme langt, ja vi kunne jo endog se Stjærner, der befinde sig i næsten ubegribelige Afstande fra os, og ved Kikkertens Hjalp kunne vi se endnu længere og endnu skarpere. Med vort Øre form a a vi derimod ikke at sanse i saa betydelige Afstande, og Horesansen staar derfor i denne Henseende betydelig Under Synssansen, medens den dog maafle, nærmere beset, er en Sans, der fortjener at stilles sideordnet med, ja vel endog over hin. Det „levende Ord", Talen, gjor saaledes et langt dybere Indtryk og river flere med sig end det „dode Bogstav", og Musikeren er i Stand til at staffe sig langt flere Tilhørere, og det Tilhørere af alle Stænder og alle Aldre, end Maleren og Billedhuggeren kan staffe sig Tilskuere til deres Arbejder; det er, fort sagt, ligesom om Øret var den nærmeste og naturligste Vej til Hjærtet, det vil sige Hjærtet i billedlig Forstand, Følelsens Sæde. Og for endnu at nævne et Exempel, hvem kjender ikke til Længselen efter og Savnet as en kjcrr fraværende og den Glæde og Tilfredsstillelse, som man foler ved at læse et Brev fra vedkommende eller beflue hans Billede? Men dog, hvor livligt og naturligt end Brevet er, hvor „talende" end Billedet forekommer os, Tilfredsstillelsen er alligevel kun halv; men kunde man derimod virkelig tale med vedkommende, hore hans Stemme, selv om det blot var en sagte Hvisken, det vilde være langt bedre;