Forelæsninger Over Maskinlæren Ved Den Kgl. Militære Højskole I

291 og Fig. 90 Vingen, hvorpaa det stal lægges. Sædvanligst ere Jernringe paa flere Steder lagte om for at holde alle Stykkerne sammen. Armene spændes fom oftest ved Indstemningen saaledes, at de blive noget hule mod Vinden, saaledes som Figurerne 86 og 87 vise. Man har indvendt mod denne Maade at forene Armene med Axen, at denne ved de tvende Gjennemboringer svækkes saa betydeligt, at man maa tage overr flodigt tykt Trcee, hvilket deels bliver kostbarere, deels sværere, end egentligt nødvendigt var, og dernæst at Hovedet af Axen snarere opraadner naar Armene saaledes ere indstukne. Til den Ende har man foresiaaet at lægge Armene omtrent som paa Vandr hjul er almindeligt uden om den fiirkantet afflaarne og med Jernbeslag forsynede Axe, øg da at forbinde dem med svære Iernbaand og Bolte. Dette har og været forsøgt; men man klager over at det er særdeles vanskeligt at faae Armene til at sidde saa fast, at de ikke blive lose paa Axen og faae Spillerum, hvorved de lettere ved Kastevinde skulle brække af; desuden indvender man, at Erfaring viser, at det ikke er der, hvor Gjenr nemstikningerne ere, at Molleaxen sædvanligst knækker, men i Almindelighed oppe i den saakaldte Sole, eller det forreste Pandeleje, om hvilken siden flat nærmere blive talt. Den forste Bemærkning er sikkerligt ved de sædvanlige Former af Axer grundet, den anden har af Grunde, der siden flulle nærmere blive omtalt aldeles Intet at sige, da Træet paa det Sted svækkes saaledes, fom siden ffal omtales nærmere, aldeles Unyt- tigt i høj Grad. For at styrke de udenom lagte Vinger, har man anvendt de saen kaldte Barduner eller rette Bridoner. Man har nemlig fra Vingespids til Vinge- spids lagt enten svære Toug eller Kjettinger, eller og hele Iernsicenger, og forlænget Axen med en svcer Iernstang eller beflaaet Træestang, fra hvilken under en Vinkel nf 60° i det mindste lignende Kjettinger eller Stænger gaae ud til Vingespidserne. At disse Bridoner maa styrke, er indlysende; men gjores de af Tougværk, forkortes og forlænges de ved Fugtighed og Tørhed, og, hvis de gjores af Iern, ved Knlde og Varme. De kunne da blive undertiden saa slappe ar de ikke styrke, og brister da en Vinge, gaae sædvanligst alle, og til andre Tider trække de sig saaledes sammen at de let briste ved deres egen Spænding, hvis endelig en Stang eller Kjetting skulde springe og kun bliver hængende ved den ene Vinge, gjore Stykkerne ved deres Omdrejning ofte stor Skade, saa at jeg neppe veed, hvorvidt de er at anbefale. Bedre holder jeg det for at være, at man om Axen lægger et Nav med fiirkantet Hul, i hvilket ere 4 Huller, i hvilke Armene tilstrækkeligt dybt indsættes. Noget længer inde paa Axen lægges et lignende Nav, der er lige under Vingerne forsynet med ffraat udstaaende Arme, der gaae til en tilstrækkelig tyk Ring af 3 eller flere Fods Radius, i hvilke ere Lejer, i (37*)