Matematikkens Historie I

234 Den indiske Mathematik: Kolonner for Enhederne af samme Art, hvis Antal da betegnes ved paalagte Smaasten eller andre Mærker. Paa Maskinerne, som i vort Aarhundrede ere komne til Europa fra de asiatiske Folk, der længe have brugt dem, ere Kolonnerne ombyttede med Strænge eller Smaastænger med forskydelige Kugler eller deslige. Hver Kolonne eller Stang kan bestaa af to Underafdelinger, hvoraf den ene indeholder 4 eller 5 Mærker til Betegnelse af enkelte Enheder af en vis Art, den anden 1 eller 2 til Betegnelse af femdobbelte Enheder. Af Regnepengen© haves forskjellige Former til at betegne Enhederne af forskjellig Art. At disse Hjælpemidler kunne bruges til Udførelsen af simple Regninger, Addition, Subtraktion og idetmindste Multiplikation med smaa hele Tal, er let at se, og vi skulle ikke dvæle ved at undersøge, hvorledes man har gjort det paa forskjellige Steder. Nærmere kommer man til vor Talregning, naar man vel bruger de inddelte Kolonner, men i Stedet for at lægge Mærker paa Kolonnerne skriver Taltegn for 1—9. Hertil behøves ikke blot Kjendskab til Skrivekunsten, men, idet man nu ikke mere mekanisk sammentæller sine Mærker, tillige nogen Indøvelse i Tabeller eller skrevne Tabeller. Positionssystemet haves, naar man i Stedet for at bruge forud tegnede Kolonner, lader selve de skrevne Cifre danne disse. Dertil behøves et Tegn, der fylder en Plads uden selv at have nogen Værdi, nemlig 0. At denne sidste Opfindelse ikke kom helt af sig selv, viser sig derved, at Positions- systemet lod vente saa længe paa sig. løvrigt har det vist sig, at der, selv da det var opfundet, krævedes en vis Udvikling for at bruge det. Ej blot maa man, som for at bruge et Kolonnesystem, hvori Tallene skrives, kunne skrive og have lært nogle Tabeller; men man maa skrive nogenlunde pænt og egalt for at faa Cifrene