Matematikkens Historie I

260 Middelalderen: bas id erne, nemlig Almansür, Harun Arraschid og Almamün (754—833), som fulgte efter e0mars Slægt og 762 grundlagde og toge Sæde i Bagdad. Under dem bleve navnlig Euklids Elementer og Ptolemaios’ «Almagest» oversatte paa Arabisk. Senere kom hertil Oversættelser af Diofant, Heron, Archimedes og Apollonios. Ved Siden af disse Hovedværker have Araberne kjendt et nu tabt Værk af Hipparch om kvadratiske Ligninger. Ligeledes forelaa tidlig Over- sættelser af indiske Forfattere, og dels med den indiske Astronomi dels rimeligvis ved Handelsforbindelser trængte den indiske Regnekunst ind hos Araberne. De egentlige mathematiske Fremskridt, som skyldes Inderne, synes derimod ikke at have paavirket Araberne, der med Rette saa hen til Grækerne som deres bedste Læremestre i videnskabelig Behandling og have overset de mindre fuldstændig begrundede Theorier, som kunde hentes hos Inderne. At O versælt erarbejdet efterhaanden strakte sig til de vanskeligste græske Værker, er et Vidnesbyrd om, at man efterhaanden naaede den Udvikling, som ud- krævedes for at skatte og forstaa dem. Som tidligere paavist kunde dette ikke opnaas uden et betydeligt selv- stændigt Arbejde hos Araberne. Om dettes Omfang og om den Alvor, hvormed den enkelte Mathematiker for- beredtes til Deltagelsen i dette Arbejde have vi et Vidnesbyrd, naar det berettes, at Diofants Oversætter Abu] Wafå, hvis egne Fortjenester vi senere skulle omtale, i sin Ungdom nød Undervisning i spekulativ og praktisk Arithmetik (c: Algebra og Arithmetik) af to Lærere, i Geometri af to andre.