Matematikkens Historie I

1. Historisk Overblik. 17 saadanne, dels ved Udviklingen af de nødvendige Me- thode? og ved enkelte Udvidelser eller Forbedringer af Stoffet, arbejdede man den elementære Geometri op til det Standpunkt, som vi finde hos Euklid. Samtidig havde man begyndt at udvikle ■ en højere Geometri, hvori Læren om Keglesnit efterhaanden naaede størst Betydning. Platon (429—348) er den bekjendte store Filosof, Sokrates’ Discipel og Stifter af den Skole, der efter det Sted i Athen, hvor den samledes om Platon, kaldtes Akademiet. Platons Interesse for Mathematiken skriver sig ikke fra Sokrates, som vilde have den ind- skrænket til de praktiske Anvendelser; men Sokrates var heller ikke hans eneste Lærer. Efter dennes Død fik han Lejlighed til først i Kyrene og dernæst i Syd- italien at sætte sig ind i Pythagoræernes Mathematik og Filosofi. I Kyrene studerede lian Mathematik under den samme Lærer som og maaske sammen med en anden Athenienser, Theaitetos, en betydelig Mathematiker, efter hvem en af hans Dialoger er opkaldt. I Sicilien sluttede han Venskab med Archytas. Ogsaa Ægypten besøgte han. Naar vi rigtig ville faa fat paa, hvori Platons Indflydelse paa Mathematikens Udvikling har bestaaet, møde vi samme Vanskelighed som ved Pythagoras. Som Ny-Pythagoræerne ved Pythagoras, saaledes have Ny-Akademikerne i deres Beretninger gjerne villet give Platon Æren for det mest mulige. Selv de tillægge ham dog ikke personlige mathematiske Undersøgelser af videre stor Betydning, men vise derimod Tilbøjelighed til at give ham Æren for de Methoder, som kom i Brug paa hans Tid, og at lade ham være Raadgiver for dem, der gjorde de egentlige mathematiske Fremskridt. Have disse Angivelser end ikke megen Sandsynlighed, var 2