Dampmaskinens Historie

152 Dampskibene. umph, han i det Øjeblik nml, og hvilken Hævn han fik over dem, der havde spottei Hans Ven og Biograpli Golden har om Stemningen i det Øjeblik yttret sig paa føl- gende Måade. „Intet kan overgaa den Over- raskelse og den Forundring, alle de følte, som vare Vidner til dette Forsøg. De mest vantro skiftede Anskuelse i faa Minutter og vare, inden Baaden endnu havde løbet | Mil, fuldstændig overbeviste. Den, som ved første Blik paa dette kostbare Fartøj, havde takket Himlen for, at han havde været klog nok til ikke at lægge Penge til Udførelsen af et saa ravgalt Projekt, hans Ansigt fik nu et helt andet Udseende, efterhaanden som Clermont fjernede sig fra Kajen og satte stærkere Fart paa; et Bifalds- smil til at begynde med afløstes snart af Ud- trykket for den mest levende Forbavselse. En- kelte uoplyste Personer, hvem enhver Sømme- lighedsfølelse fattedes, og som havde forsøgt sig i at udslynge plumpe Vittigheder, faldt lidt efter lidt hen i en dum Gloen, og denne et mægtigt Genis Triumph aftvang Hoben de mest overdrevne Yttringer af Bifald og Jubel. “ Trods alt dette var Clermont dog ingen- lunde fejlfri; dens Hjul vare for store og de stak for dybt, noget Fulton strax bemærkede. Han lod dem derfor forandre og bekendtgjorde umiddelbart efter Istandsættelsen, at fra nu af vilde hans Baad gaa i regelmæssig Fart mellem New-York og Albany, første Gang Dagen efter Belgendtgjorelsen. Endslqøndt vel ingen efter at have set det første Forsøg kunde tvivle om, at Baaden kunde gaa, saa kunde man dog endnu ikke tænke sig Muligheden af, at en saa lang Fart (35f Mil) kunde lykkes, var vel ogsaa ængstelig ved Tanken om det farlige i at have Ild ombord; vist er det ialfald, at ingen meldte sig som Passager, saa han og Folkene ombord vare de eneste, der gjorde denne første Rejse. Forsøget lykkedes imidlertid fuldstændig, og det godtgjorde, at Clermont var istand til at opfylde den af Staten for Privilegiets Ind- rømmelse stillede Betingelse, at lobe 4 engelske Mil i Timen. Den tilbagelagde nemlig Vejen i 32 Timer, hele Tiden med Vinden imod sig, saa at den ikke et eneste Øjeblik kunde benytte de Sejl, den af Forsynlighedshensyn havde med sig. Den gik fra New-York Mandag Efter- middag Kl. 1 og lagde næste Dag ved samme Tid bi foran Livingstons før omtalte Landsted, efter hvilket den var kaldt op. Kl. 9 Onsdag Morgen afsejlede den atter og kom om Efter- middagen Kl. 5 til Albany. En forunderlig Fart har det været, og ligesom de andre Landes Blade senere har bragt lange Beretninger og mange Fortællinger om de første i disse Lande anstillede Damp- skibsfarter, saaledes bragte de amerikanske Aviser en talrig Mængde Anekdoter om denne første Fart, om den Skræk, den indgjod Be- folkningen langs Hudsonsflodens Bredder, om den Angst, Flodskipperne, der mødte den, led, da de om Natten saa dette lange Ukyre komme pustende og stønnende imod sig, ledsaget af en Ildhale, som skyldtes Gnisterne fra de Fyrre- træsstykker, man brugte til at fyre med under Kjedlen. Nogle slgulte sig i Lasten og lode deres Skibe gaa, hvorhen de lystede, andre kastede sig paa Knæ paa Dækket og bade Vorherre fri sig for den forfærdelige Drage, der slog i Vandet, saa det skummede, og spyede Ild efter sig. Til Tilbageturen meldte sig kun en eneste Passager, en Franskmand Andrieux, som traf Fulton siddende i Kahytten og beskæftiget med at skrive. Paa hans Forespørgsel om han kunde komme med, svarede Fulton: „ja, hvis de tør Lobe samme Fare som jog selv“, et Svar, der viser, hvordan man bedømte hele Foretagendet. Da Andrieux dernæst tog 6 Dollars op for at betale Fragten, sad Fulton hensunken i Tanker og blev først vækket, da den Fremmede spurgte ham, om det ikke var rigtigt. „Tilgiv mig,w svarede han da, „jeg tænkte paa, at de sex Dollars er de første