Dampmaskinens Historie

12 Dampmaskinen. ANDET KAPITEL. LÆKEN OM LUFTTRYKKET, -r- GALILÆI. - TORRICELLI. - PASCAL. — OTTO von GUERICKE. Det er allerede ble ven bemærket, at Phy- siken som Videnskab først fødtes i det 16de Aarliundred.es Slutning; før den Tid gaves der slet ingen Physik. Det er da altsaa dette og det følgende Aarhundredes Opdagelser, som bragte denne Videnskab de første Skridt fremad, og lagde Grunden til den Bygning, der nu er rejst. Og navnlig er det fra denne første Pe- riode i Pliysikens Historie at enkelte Kjends- gjerninger, som hænge nøje sammen med denne Bogs Æmne, sloges fast, saa nøje, at vi anse det fornødent her nærmere at gaa ind paa dem. Vi have nævnt Galilæi som en af dem, der gave Impulsen til Videnskabens Fremgang. Hans Liv og Virken, hans Lidelser og Ulykker som Følge af hans frimodige Optræden lige- overfor de jesuitiske Magthavere ere almindelig bekjendte, ligesaa lians venskabelige Forhold til Storhertugen af Toscana, i hvem han fandt en mægtig Beskytter. Mindre belqendt turde det derimod være, hvorledes der fra dette Forhold stammer en Opdagelse af største Vigtighed. Storhertugen havde for at skaffe Vand til sine Anlæg ladet foretage dybe Brøndgravninger, og Meningen var nu clen at pumpe Vandet op, og siden lede det videre. Men under Bestræ- belsen herfor gjorde man den Iagttagelse, at Vandet imod Forventning ikke vilde stige i Pumperøret længere end til omtrent 33 Fod, og da Brønden var over 40 Fod dyb, var det altsaa umulig paa denne Maade at naa Hen- sigten. Man henvendte sig da til Galilæi, forat han kunde tage Sagen under Overvejelse og mulig fjerne Vanskeligheden, men forgjæves. Galilæi havde som hele hans Samtid nogle for- underlige Meninger om den Maade, livorpaa Sugepumper virke; naar Stemplet løftes, følger Vandet efter, og dot, som man mente, fordi Naturen havde Afsky for et tomt Rum, det vil sige, Naturen vil, fordi den ikke kan tillado noget Rum at være tomt, lade Vandet fylde Roret under Stemplet, og derfor stiger det. Men her forelaa nu et Forsøg, der uomstødelig godtgjorde, at denne Mening ikke i alle Til- fælde holdt Stik, og der var da intet andet at gjare, end enten at antage den hele Anskuelse for urigtig eller ogsaa tilføje en ny Hypothese, nemlig at Afskyen havde en Grændse. Det første vovede Galilæi ikke, fordi han intet havde at sætte i Stedet; han valgte da det sidste, og forklarede ifølge deraf Forsøget saaledes, at Afskyen for det tomme Rum havde en Grændse paa 33 Fod, saaledes at en Vandsøjle af den Højde var den største, man kunde skaffe til- veje ved Hjælp af en Sugepumpe. Han mente, at Aarsagen laa deri, at en højere Vandsøjles Vægt var for stor til, at den kunde bære sig selv, idet han gjorde clen Slutning, at ligesom en udspændt Snor kan gjores saa lang, at den gaar itu ved sin egen Vægt, saaledes maatte noget lignende her være Tilfældet. At det, han selv i sine Skrifter havde lært, at en Flaske bliver tungere, naar clen fyldes med fortættet Luft, kunde have noget med Sagen at gjore, faldt ham ikke ind. D et blev forbeholclt hans Elev Torricelli at give clen rette Forklaring paa dette Pliæno- men. Evangelista Torricelli var gjennem et ivrigt Studium af Galilæis Skrifter bleven en af dennes mest hengivne Tilhængere, og var i sin Lærers sidste Leveaar kommen i nærmere Omgang med ham, hvilket efter Galilæis Bod 1642 skaffede ham Storhertugens Udnævnelse som Professor i Matliematik i Florents, en Post, som Galilæi havde beklædt siden 1589. Paa den Tid, vi her omtale, opholdt. Torricelli sig i Rom, og der fik han da Underretning om de alt anførte Uheld med Pumperne. Han gav sig strax i Forening med sin Ven og Med- discipel Vi vi a ni til at tænke over Sagen og Viviani gjorde nu den Slutning, at clen samme Aarsag, som bringer Vand til at stige i Pumpe- rørene, maa ogsaa bringe enhver anden Vædske