Dampmaskinens Historie

Lokomotivet og Jernbanerne. 261 gjore. Formændene lede Arbejdet mere ved Tegn end ved Ord; nogle Arbejdere styre Mejslerne, andre regulere Forsyningen med Luft, Maskinfolkene ere ved Haanden, om deres Hjælp skulde gjøres fornøden, og halvvoxne Drenge forsyne Maskinerne med Olie fra deres langnæbede Kander. Midt under den tilsyne- ladende Forvirring hersker der den strengeste Orden. I Begyndelsen var det noget helt andet; da var Arbejdet nyt, ikke blot for Arbejderne, men ogsaa for dem, som skulde lede det; først da man fik Øvelse og gjorde Erfaringer, fik det lidt efter lidt Fremgang, og da saa endelig en tilstrækkelig Mængde Arbejdere vare oplærte, saa gik det Nat og Dag. Næsten alle Detail- lerne ved Maskineriet, Gangens Højde og Brede, Borehullernes Antal og Dybde, og Maaden at sprænge den paa er bleven forandret, siden man begyndte; kun de almindelige Principer ere uforandrede. Et Hul, Tommø i Diameter, bores til en Dybde af henved tre Fod midt i Klippevæggen, dog noget nærmere ved Gulvet end ved Loftet; halvtreds til tredsinstyve Huller af mindre Størrelse men samme Dybde bores rundt omkring dette hele Fladen over. Derpaa tørres og renses de alle ved Hjælp af en Straale sammenpresset Luft, Affutagen trækkes tilbage bagved et Par stærke jernbeslagne Dore, og sex af de smaa Huller nærmest det store Hul i Midten lades med Krudt og sprænges. Ex- plosionen virker til den Side, hvor Modstanden er mindst, det vil sige ind imod det store Hul i Midten, og der opstaar saaledes en ti Gange saa stor Aabning ind i Klippen; derefter lader og sprænger man den næste Kreds af Bore- huller og saa fremdeles, til hele Klippefladen er sprængt bort til en Dybde af halvanden Alen. Smaavogne skydes nu frem paa Side- skinner, Stenene og Gruset føres bort, og Affu- tagen rykker atter frem til Angreb. Disse Operationer gjentage sig med ufravigelig Regel- mæssighed to Gange hver Dag.“ Saaledes altsaa foregik Arbejdet, saaledes borede man sig frem Dag for Dag. Vi have forhen angivet Resultatet af de første ti Aars Arbejde, og man har set, at det ved Slutningen af 1867 beløb sig til circa 26,000 Fod udboret Gang, o: to Trediedele af den hele Længde; den sidste Trediedel gik ulige hurtigere, idet den nemlig kun tog tre Aar. Juleaften 1870 mødtes man, og saa omhyggelig var alt be- regnet, saa nøjagtig havde man arbejdet, at de to sidste Boringer ikke engang tog en halv Tomme fejl af hinanden. Efter tretten Aars Arbejde var altsaa Værket for saa vidt fuld- ført, som man var kommen igjennem; men det forstaar sig, at der endnu var meget at udrette, inden den nye Jernbane gjennem Al- perne kunde tages i Brug. Der hengik endnu 8 Maaneder, inden den højtidelige Indvielse kunde foregaa, inden det første Tog den 17de September 1871 efter en halv Time at have været indesluttet i Bjergets Skjød kom ud paa fransk Side, medbringende fra Turin et udvalgt Selskab af Teknikere og Videnskabsmænd, som med almindelig Jubel modtoges af den ved Indgangen utaalmodigt ventende Skare. Nu har da altsaa dette overordentlige Værk været fuldført i allerede næsten to Aar, nu er Italien, som den franske Republiks Udenrigsminister, Grev Romusat saa stærkt betonede i sin Ind- vielsestale, sammenkyttet med Frankrig; — men det er jo da ikke den eneste Frugt af de kæmpe- mæssige Anstrengelser. Ogsaa langt anderledes vidt fra hinanden fjernede Lande vil ved denne Tunnel om ikke maaske knyttes fastere sammen, saa dog komme i langt hurtigere indbyrdes Forbindelse end for, f. Ex. England og Indien; men dertil kommer endnu, og det er sandelig ikke det mindst vigtige, at det heldige Resultat, her er naaet, vil give Mod til endnu større Foretagender med godt Haab om deres lykke- lige Udførelse. Man har i det foregaaende haft Lejlighed til at se en Række Exemplar paa, hvorledes