Dampmaskinens Historie

 266 Lokomotivet og Jernbanerne. bragte mollem Sidevæggene. Pillerne opførtes saa stærke, at deres Bærekraft foruden deres egen Vægt bragtes op til 1 Million Pund. Funderingen skete paa 200 B-øgestammer af 16 Alens Længde og 200 gjennemskaarne Fyrrebjælker. Broens ene Ende blev lagt fast, medens den anden af Hensyn til Forandringer i Længde (l|z/) paa Grund af Temperatur- variationer blev lagt paa Buller. Ogsaa denne Bro har været udsat for Krudtets Sprængkraft, idet den tydske Armes -Øverstbefalende Vogel v. Falkenstein i vor sidste ulykkelige Krig be- ordrede den sprængt, — en aldeles unødvendig Foranstaltning, en Vandalisme, der kun stem- mede daarligt med Tydskernes bekj endte Saab om civilisatoriske Ideer. Den er i sin g'jen- opførte Skikkelse som sagt endnu Danmarks største Jernbanebro, forsaavidt som den mecl 1 Spænding har en Længde af 150 Fod. Skive- broen liar vel samme Længde, men i to Spæn- dinger. ■ Den under Bygning værende Skjern- aabro vil blive endnu meget større (circa 300 Fod). Til Slutning have vi endnu at gjøre op- mærksom paa Hængebroerne, der dog kun ere anvendte som Jernbanebroer i Amerika. Den mest bekj endte af dem or Ni agar abroen, der opførtes i Aarene fra 1852—56. Don er 822 Fod lang fra Taarn til Taarn; det ameri- kanske Taarn er 88, det kanadiske 78 Fod Irøjt, og do Tove, som bære Broen, 10| Tomme tykke. OTTENDE KAPITEL. SPORET. — SVELLERNE. — SKINNERNE. — OVERKJ^RSLER. SPORSKIFTER. — SPORKRYDSNINGER. — DREJESKIVER. SKTDEBKOER. — SÆNKGRUBER. — SIGNALER. Efterat vi i det foregaaende Kapitel have omtalt de foreløbige Arbejder, hvortil Jernbane- anlægene give Anledning, skulle vi nu i dette nærmere gaae ind paa selve Jernvejen, Sporet. Vi forudsætte da altsaa, at man ved cle forhen omtalte Jordarbejder har faaet Jord- bundens naturlige Holdninger tilstrækkelig jev- nede, at alle Vejgrøfter ere gravede, Stenkister og Broer o. s. v. opførte, at kort sagt hele Jordunderbygningen, Planum, er færdig, saa staar endnu Sporets Nedlægning tilbage. Ogsaa dette kræver, om man saa vil, et foreløbigt Arbejde, for saa vidt som det, hvad let for- staaes, ikke kunde gaa an at udlægge Skin- nerne umiddelbart paa den nu anlagte Vej. Dels vilde nemlig den bare Jord-' ikke yde et tilstrækkelig solidt Underlag, idet den snart vilde blodes op af Begn og Sne, dels vilde Murværket i Broerne og Stenkisterne som di- rekte Underlag for Skinnerne være for haardt, saa der maa oven paa Planum anbringes et passende Lag, livorpaa Sporet kan lægges. I Almindelighed bruger man hertil Sand, eller rettere Grus, ikke for fint, thi saa blæses det bort, heller ikke for grovt, saa er det for haardt. Det samme Lag Grus holder tillige Vejen tør, idet Vandet siver ned igjennem det til Planum, som er anlagt med on ringe Held- ning til begge Sider. Er det paa Steder, der ere vanskelige at holde tørre, f. Ex. i store Udskjæringer, saa anbringer man der under- jordiske Afløbsrender (Drains, Faskiner), der føre til dybt udgravede Brønde. Har man da nu faaet et saaclant Lag Grus paa omtrent 1 Fods Tykkelse spredt ud over Vejen, saa nedlægger man Svellerne o: de Bjælkeunderlag, hvorpaa Skinnerne hvile, deri. Derefter fylder man Mellemrummene mellem Svellerne op med nyt Grus saa højt, at de helt ere dækkede, og man har da ovenpaa Planum et Gruslag af ialt omtrent 2 Fods Tykkelse. Er Jorden særdeles fugtig, som i de toscanske Sumpo, i den romerske Campagne, i Holland o. 1. Steder, saa rammer man Pæle ned i Grunden, lægger Bjælker (Langsveller) fra det ene Pælehoved til det næste hele Banen igjennem, derovenpaa de sædvanlige Tværsveller,