Dampmaskinens Historie

Lokomotivet og Jernbanerne, 267 og endelig ovenpaa dem, hvis det gjores for- nødent, endnu et Lag Langsveller, som da til- sidst bære Skinnerne. I de dybe Sumpe mel- lem Liverpool og Manchester har man endog været nødt, til at anlægge Planum paa et meget tykt Lag Faskiner. Til at begynde med anbragte man almin- deligt Skinnerne paa Stenklodse, som stod al- deles uafhængige af hverandre, det vil sige dannede to Rækker isolerede Understøttelses- punkter for Skinnerne. Det var meget billigere end de nu brugelige Træsveller, men paa den anden Side forrykkedes de let, ikke at tale om, at Svellerne ere lettere baade at anbringe og at flytte. Man bruger da altsaa nu i Almin- delighed Træsveller o: Bjælker, som lægges paatværs af Vejen (se de følgende Figurer) med omtrent 3 Fods indbyrdes Afstand; deres Form er som flade firsidede Prismer, hvilket er at foretrække for de tidligere anvendte tre- sidede Prismer eller Halvcylindre. Den Træ- sort, som bedst egner sig til dem, er Eg; men som oftest maa man lade sig nøje med Fyr, der da for Varighedens Skyld gjennemtrænges med Kreosot, Jernvitriol, Kobbervitriol, Subli- mat eller et andet Stof, som beskytter imod Forraadnelse. I de tropiske Egne, hvor For- raadnelsen naturligvis gaar langt hurtigere for sig end hos os, benytter man de der voxende haarde Træsorter; exempelvis skal saaledes her anføres, at Sporet paa Panamabanen er lagt ud paa Sveller af Guajak (Pokkenholt). Om Brugen af Jernskinner liar der allerede (Pag. 207) været fortalt, at den naar op til først i forrige Aarhundrede. Dot var flade, med en opstaaen.de Kant forsynede Skinner, forfærdigede af Støbejern i Længde omtrent af 4 Fod, og ligefrem ved Nagler fæstede til Underlagene. For at forøge deres Styrke for- synede man dem forneden med en Forstærk- ning, der gjordes højest i Midten og forlob sig ud til begge Sider; derfra deres Navn Fiske- bugskinner. I 1789 fandt dernæst Jessop paa at lægge den fremstaaende Kant, hvormed Fladskinnerne vare forsynede, over paa Hjulene, hvor den blev kaldet Sporkrands, Flanclie. Skinnernes Form blev derved simplere, deres Brede blev mindre stor i Forhold til Højden, kort sagt man kom fra Fladskinner over til Haj skinner, en Form, der da ogsaa er mere principrigtig end Fladskinnernes, for saa vidt som Styrken bor være størst i den Retning, hvori Trykket virker. Først i dette Aarhundrede begyndte man at anvende Smedejern til Skinnernes Forfær- digelse; derved blev de baade meget stærkere og kunde gjores meget længere, idet man val- sede dem ud til fra 15 til 21 Fods Længde. De havde fra først af Gjennemsnit som et Kvadrat, undertiden med en elliptisk Forstærk- ning forneden, altsaa som Fiskebugskinnerne. Senere gav man dem en Udvidelse baade for- oven og forneden, Hoved og Fod, saa at de fik samme Gjennemsnit som en Haandvægt, der skjæres igjennem efter Længden (se Fig. 141). Derved opnaaede man den Fordel at kunne vende dem omkring, o: benytte Foden som Hoveel og omvendt, naar de vare slidte, men man blev da ogsaa nødt til at indrette sig særegne Lejer til dem, de saakaldte Stole, dot vil sige Støbejernkjæber, der gabede op omkring Foden ligesom en Knibtangs Kjæber om et Som; Trækiler, som slaaes ind fra Siden, holdf dem nu fast der. Stolene selv ere fast- gjorte til Underlagene. Saadanne Skinner bruges som oftest i England, Frankrig og Bel- gien ; derimod har man i Tyskland og Danmark ikke optaget dem, fordi Stolene lot gaa itu. Man har derfor valgt Skinner med en bred Fod, der ligefrem befæstes til Underlagene ved Hagenagler; Figurerne 139 og 140 vise to af den Slags, den sidste den saakaldte Vign oles Skinne, saaledes benævnet efter dens Opfinder. Hovederne paa begge ere afrundede. Endnu en tredie Slags Skinner har man konstrueret,