Dampmaskinens Historie

282 Lokomotivet og Jernbanerne. her altsaa, om end ringere end ved alle andre Kjoretøjer. Men nu den anden Ulempe, den, at Sporet maa lempes efter Lokomotivet; det er den, der sluger Hovedmassen af Kapitalerne, den, som gjor, at man ofte tvinges til at lægge Banen anderledes, end det aldeles bestemt var ønske- ligt. Efter hvad man ved fra Mekaniken, er det umuligt med Lokomotiver at befare Spor, hvis Holdning gaar ud over en vis Grændse, og det er altid forbundet med Krafttab at lobe hen over en Holdning; endvidere vilde det, efter hvad man i det foregaaende har set fremsat, af Hensyn til at Hjulaxlerne altid holdes pa- rallele, i Virkeligheden ogsaa være nødvendigt, at Sporet var lagt ud i en ret Linie, naar man ikke vilde tabe nogetsomhelst i Kraft. Begge Dele finder man sig imidlertid i; man gjør virkelig saamegen Vold paa de Principer, som ligge til Grund baade for Vognens Fremad- skriden og Ligevægt, at man gaar ind paa Holdninger og Krumninger, men til Gjengjæld ere disse Holdninger saa ikke meget stejle, og Krumningerne ikke meget skarpe. Denne dobbelte Fordring, at Banen saa vidt muligt skal være baade horizontal og ret- liniet, er det da som sagt, der volder de største Bekostninger ved Anlæget. Det er den, der nøder Ingeniøren til at fylde op, hvor der er for lavt, og til at skjære ud, hvor Jordsmonnet hæver sig, til at opføre Viadukter og til at gjennembore Bjerge, ja til endog at gaa udenom Punkter, som det var værd at anløbe og om- vendt. Man erindre blot Forholdene ved. vore egne Banelinier, saa vil man se det; hvor ligger dog ikke Banegaardene ubekvemt for en Mængde af vore Byer, Hobro, Ringsted, Slagelse o. fl., og livor har det ikke kostet uhyre Summer at fylde op og skjære ud. Men hertil kommor endnu en anden Omstændighed; Lokomotivets og Tenderens enorme Vægt noder til baade at bruge meget svære Skinner og til at opføre meget solide Funderinger, atter Ting, som kræve uhyre Anlægskapital, ikke at tale om, at ogsaa det sluger en Mængde Kraft, der for Befor- dringen af Toget er uden Nytte. Som For- holdene nemlig ere, gaar der paa en horizontal Bane omtrent en Fjerdedel af clen bevægende Kraft til for blot at trække Lokomotivet og Tenderen fremad; gjækler det en Heldning, saa kan denne Kraft, der som sagt er aldeles tabt for det øvrige Train, let løbe op til det halve. Man vil altsaa se, at skjøndt Jernbane- væsenet, saaledes som det hidtil liar udviklet sig, er det bedste af de Befordringsmidler, vi have, saa klæber der dog endnu saa øjensynlige Mangler ved det, at det ikke er at undres over, at grumme mange baade Praktikere og Theoretikere liave anvendt Tid og Meje paa at udspekulere nyeMethoder til at gjore det hele System mere sikkert og mindre bekosteligt, kort sagt istand til at yde Samfundet endnu langt større Tjenester, end det alt liar ydet. Man ved, at dette endnu ikke er lykkedes, for saa vidt som der jo ikke endnu er udtænkt noget, der i fuld Almindelighed liar kunnet sættes i Stedet for det bestaaende; men i ganske særegne Tilfælde er det lykkedes at raade Bod paa en enkelt af Manglerne. Vil man imidlertid blot erindre, at den hole Sag endnu ikke engang er et halvt Aarhundrede gammel, saa staar det da vel fast, at vi endnu kun ere ved Begyndelsen, og har man ikke naaet meget, saa tør man dog vel ialfald ikke betvivle, at mere vil komme. Dette som Indledning; vi gaa nu over til at omtale de nye Systemer, der mest udmærke sig ved Originalitet. Fra Dampsejladsens Historie vil man sik- kert erindre Marquis Claude de Joufiroy-d’Abbans der med saa stor Ihærdighecl forsøgte at lose Problemet. Hans Søn, Marquis Achille de Jouffroy, der i sit tre og tyvende Aar allerede var Overdriftsbestyrer ved Arsenalet i Venedig, forsøgte sig paa en Løsning af dette Spørgs- maal. Hans Opgave var at konstruere en Ma-