Dampmaskinens Historie

294 Lokomotivet og Jernbanerne. ned mod Søen efter, saasom Lokomotiv- kjecllen til den Side staar i Vejen. Men det varer ikke ret længe, inden Stigningen begynder, og har man i det første Par Minuter intet set, saa holdes man til Gjengjæld skadesløs derfor paa den hele øvrige Del af Turen, der ialt varer en halvanden Time. Allerede kort udenfor Byen er man saa højt, at man ser over Tagene; Vejen krummer sig, saa man nu faar Soen paa liojre Side, og udmærket smukt er der. Bjer- gene skyde sig ud i Vandet, nærmest Biirgen- stock, der i Sammenligning med de andre tager sig mørkladen ud paa Grund af sin Skov- beklædning, længere tilbage Buochserhorn og Stanserhorn, og helt i Baggrunden Kæmpen i Flokken, Pilatus. Paa venstre Haand ser man samtidig Kigikjædcns Fod komme nærmere ind imod sig; et Sted ved en fritstaaende Klippe- blok tæt udenfor Byen tiltrækkes Opmærksom- heden af noget, der glimter i Sollyset; man ser den røde Schweizerfane, der saameget minder om Danebrog, vaje derover, og naar saa Banen har drejet sig lidt, saa læser man Ordene: Ph. Suchard, Chocolat, Neufchatel; det er det bekjendte driftige Firma, der har ladet forgyldte Bogstaver trække paa Jerntraade, og saaledes anbragt det ene Ord under det andet som Avertissement paa Klippesiden. Nu kommer Kigibjergets Fod nærmere og nærmere; snart gaar Vejon opad selve Bjerg- siden, og Banen er da sprængt ud i Klippen; man kan endnu se Borehullerne paa kryds og tværs; Afstanden fra Vognen over til Klippe- muren er ikke stene, end at Banevogteren lige netop kan staa der. Til den anden Side er derimod et brat Affald ud mod Søen, ikke saa ringe ganske vist, men dog for intet at regne mod livad der siden kommer. Det er lidt underligt her; Bjerget er en saa nær, der er saa højt op til Kammen af den lodret ud- sprængte Væg, paa flere Steder ligesom helder clen ud over en, og saa er det ikke en massiv Stenart, saadan som andre Steder, men det er et Konglomerat af en Mængde smaa Stene — Nagelfluli kaldes det — en rigtignok meget fast Masse, som man slet ikke behøver at være ængstelig for skal glide ud, men alligevel, det er dog for den, der ikke ved selv at have hamret paa den har overbevist sig om dens Fasthed, noget betænkeligt, og man er til at begynde med ialfald ikke rigtig glad derved. Saa gaar det da paa denne Maade i nogen Tid; man deler Opmærksomheden mellem Af- faldet tilhøjre og Klippen til venstre, og der er ingen anden Forandring end den, at man stadig kommer højere op og derfor ser mere. Men saa pludselig giver Lokomotivet et Hvin fra sig og saa er man inde i Tunnelen, clen eneste paa hele Vejen. Denne Tunnel er 250 Fod lang og udsprængt i samme Bjergmasse som alt omtalt; den er ikke beklædt med Murværk, og den ser derfor i Sammenligning med andre Tunneler meget lidet lystelig ud; de skarpe Kanter ere ikke slaaede af, Vandet siver ud mellem de smaa Sten, der med samt deres. Bindemiddel danne Bjergmassen, Regen fra Lokomotivskorstenen har slaaet sig ned paa dens Vægge, og Kulpartiklerne have sammen mod Vanddraaberne. dannet en Slags Sod der- paa; men netop alt dette frembringer Indtrykket af, at den hele Masse er las og let kunde give sig til at glide, og derfor er denne Tunnel uhyggelig og ængstelig, og man ønsker sig vel ude af clen igjen. Lige udenfor Tunnelens øverste Munding ruller Toget derefter ud paa Ri gibro en (smign. Titelbillede) den lette og elegante Bro, som man, takket være de Tusinde og atter Tusinde af Photographier, der ere tagne af den, allerede længe førend man naar saa vidt ned i Schweiz, har havt rig Lejlighed til at gjøre sig bekjenclt med. Det er en Gitterbro af Jern, der baaret af tre Jernblikspiller spænder over 225 Fod; samtidig liar den en Krumning paa 600 Fods Radius, alt med en Stigning af 1 paa 4. Den er just ikke saa forskrækkelig