Dampmaskinens Historie

 Lokomotivet og Jernbanerne. 295 højt oppe; den Bæk, Schnurbach, den spænder over, løber nemlig i en meget bred, paa begge Sider jevnt skraanende Seng. Kun lige i Midten har den skaaret sig ned, og der svæver altsaa Toget over Afgrunden, til hvilken man liar en saameget mere fri Udsigt, som Broen selv intet helt Brodække har. De Tværbjælker, paa hvilke Sporet ligger, ere nemlig ikke indbyrdes forbundne ved noget Gulv; de ligge der med deres aabne Mellemrum (Fig. 154) saa at man ser ned imellem dem; man har altsaa den ful- deste Udsigt ned over det hele nedenunder. Sporet løber fra nu af i længere Tid over aaben Mark; Bjergvæggen har trukket sig ind i Landet og givet Plads for en Højslette, der maaske nok udad mod Søen til falder stejlt af; det ser man imidlertid ikke noget til, man kjorer stadig indefter, længere og længere bort fra Soen. Stejlt opad gaar det, hele Tiden med Maximumsstigningen 1 paa 4; varmt er der, og besværligt maa det være at gaa derop ad. Lokomotivet synes ogsaa at anstrænge sig svært, det puster og stønner og klapprer, hver- gang Tænderne paa Hjulet slaa mod Tænderne i Tandstangen, men sikkert gaar det, og der er her, trods den enorme Stigning, ikke det mindste ængstelige derved. En nydelig Udsigt er der herfra, mindre vild end før, da Bjerg- væggen var saa nær, mere fredeligt og hygge- ligt, man kunde have Lyst at stoppe lidt og indaande den friske Luft, der krydres af Duften fra det nylig slaaede Hø, som ligger spredt trindt omkring. Men Togføreren finder ingen Anledning til at gjøre Ophold; lian ved, at det gjælder at holde Tiden ligefrem paa Minuten, thi bagefter kommer Godstoget opad, og foran komme Togene nedad, som han nu ret strax skal passere. Derfor staar han med Haanden paa Afspærringsventilen og spejder opad mod Sporskiftet, som han skal over, for at rulle ind paa det Afvigespor, hvor han tilligemed de .øvrige opadgaaende Tog maa holde stille, me- dens de nedadgaaende rulle forbi. Saa fløjter det deroppe, det er det nærmest forangaaende Tog, der signaliserer, at nu har det stoppet; strax efter hører man den langtrukne Tone, som Banevogteren frembringer ved at blæse i sit Signalhorn, saa fløjter vor Damppibe til Svar derpaa, Føreren lukker af for Dampen, medens hans Medhjælper skruer Bremserne til, og Maskinen lystrer øjeblikkelig, — vi holde strax stille. Faa Minuter efter underretter Føreren paa Godstoget alle Rejsefællerne om, at ogsaa han nu lykkelig har faaet sit Tog ind paa Undvigesporet, Signalhornet lyder atter, og som Svar derpaa begynde Arbejderne ved Spor- skiftet at iværksætte Forbindelsen mellem den Del af Banen, vi nu have tilbagelagt, og det Spor, livorpaa de nedadgaaende Tog om faa øjeblikke ville komme. Naturligvis er Sporet paa det Sted, livor Skiftet er anbragt, mindre stejlt end ellers; saavidt erindres er Stigningen der 12 p. Ct. Det følger af sig selv, at Forholdene her kræve Sporskifter af en ganske særegen Konstruktion; det er da heller ikke en Tunge, der slaaes over og saa efterfølges af en Sporkrydsning, det er tværtimod et helt Sporstykke, der drejes ud fra det ene Spor og hen i Fortsættelse af det andet, saalecles at forstaa, at det bevægelige Stykke har Form som et Cirkeludsnit, om livis Toppunkt Omdrejningen foregaar. — Nu drejes dette da som sagt over, og noppe er det lagt, som det skal, førend det første Tog kommer ned forbi os; vort Spor ligger nogle Alen højere end det andet, saa vi sidde og se ned i Vognen til de forbidragende og spejde efter Bekj endte, som drog ud iaftes. Hilsener vexles mellem Personalet paa begge Tog; Konduktoren, som staar paa et over hele Vognens Brede bagpaa anbragt Bræt, hvor han har en Bremse til sin Raadighed, der kan holde Personvognen fra at rulle ned, selv om Lokomotivet skulde gjøre sig udtilbens og løbe afsted, — han raaber et Par Ord over til sin Kammerat paa vor Vogn, uden Tvivl noget morsomt, thi vor