Dampmaskinens Historie

 Lokomotivet og Jernbanerne. 297 rundt omkring. Det er som om Bjerget her havde skiftet Natur; man er kommen op over de vilde Partier med deres kantede og knud- rede Stenmasser, op paa en Højslette, der ganske vist i det hele stiger lige saa stærkt som hidtil, men livor dog jevne Strækninger paa flere Hundrede Alens Længde og Brede skyde sig ind mellem Bakkestrøgene, ofte med forholdsvis ringe Holdning. Paa et saadant Steel ligger den tredie Station, Kaltbad, eller rettere lier ligger et overordentlig stort og rigt udstyret Hotel, for hvis Skyld der gj.øres Holdt ved et uanseligt Træhus, der har Navn af Stationsbygning. Saasnart Toget holder, tilbyde en Mængde Førere lier deres Tjeneste til dem, der fra nu af hellere ville gjere Turen op til Kulmen til Fods eller til Hest over de mange maleriske Stier, der føre derop, end følge Jernbanen, ved hvis Anlæg der ikke har kunnet tages Hensyn til de kjønneste Udsigter. Der begynder altsaa her en Række Alpepartier, snart en enkelt Person, der trods sin opknappede Vest og det, at han viser sig i Skjorteærmer, sveder for- færdeligt, men dog absolut skal hoppe omkring og indtage Stillinger med sin lange Alpestok, der er indbrændt med Navnene paa de Steder, hvor han har været, eller hvor han først skal hen — thi det er det snedige, at man paa ethvert Sted dernede kan faa alle mulige Navne brændte ind i sin Stok — snart et helt Selskab af Herrer og Damer, alle meget ivrige ialfald til at begynde med, alle meget varme, alle med de tre Alen lange Stokke. Mageligere er det imidlertid at forblive i Jernbanevognen, og nok er der at se endda, ikke mindst da Banen selv, der heroppe netop gjør ikke saa faå over- raskende Svingninger, inden den naar Stationen Staf fel hofte, foran hvilken der er bygget et ret anseligt Snetag over Banen. Ogsaa hor er Hotel, ogsaa her er der Førere, ogsaa her er der Vrimmel af Rigigjæster, gaaende, ridende, baarne, — ogsaa her er der kjønt, men ogsaa her foretrække vi at blive i vor Vogn. Saa damper Toget da herfra, og’ nu gjælder det i et Kvarterstid at naa den sidste og højest beliggende Station Rigi-Kulm; Vejen fører ofte langs ret betydelige Kløfter, enkelte Gange langs virkelige Afgrunde, og hvad der slet ikke er hyggeligt, paa flere Steder er Dæmningen, hvorpaa Sporet ligger, skredet ud, saaledes at forstaa, at enkelte af de Sten, der langs Af- faldets øverste Stykke danne en muret Væg, som skulde holde paa Dæmningen, have givet efter og ere rullede ned. Derved har saa naturligvis igjen den løse Jord, de skulde holde paa, tabt sin Understøtning; den er gaaet bag efter, Svellerne ere traadte frem i deres hele Nøgenhed, den yderste Skinne hænger imellem dem uden Underlag, —• kort sagt, det er nok ganske karakteristisk, det hele der, men man ønsker sig dog, at man var vel forbi. Det varer da heldigvis heller ikke ret længe, inden Damppiben lyder, og saa er man paa Kulmen. En Skildring' af den hele glimrende Udsigt deroppe fra, Livet deroppe og Forholdene der, horer ikke herhen; nok er det, at det er værdt at komme derop, men ganske vist er det ogsaa, at naar der er saa varmt, som da vi var der, og naar der er Udsigt til længere nede at komme noget i Skygge, saa længes man efter at komme ned, og saa ofrer man noget af de 5—6 Timer, hvori man kan opholde sig der- oppe, inden sidste Tog gaar ned igjen, for at kunne sidde i Skygge og Kjølig’hed noget læn- gere nede og dog have en Række mageløse Udsigter for sig. Vi oppebiede da altsaa ikke Affarten af sidste Tog deroppe fra, men gik nedad og vare ved Kaltbad Stationen, da Toget eller rettere Togene kom dertil. Som alt anført ligger Kaltbad paa et Plateau, og Forholdene ere saaledes, at Banen kommer ned mod dette Plateau og gaar derfra igjen med Maximumsstigning. Staar man udenfor Stationsbygningen, saa har man altsaa 38 -■ - .. - Jim .i li, il