Dampmaskinens Historie

 298 Lokomotivet og Jernbanerne. til begge Sider Skraaplanet i hele sin stærkeste Heldning for sig, og det er saa heldigt, at man til begge Sider kan iagttage Krumningerne, hvori det lober over. Uden vort Vidende havde vi følgelig faaet et Opholdssted, der var saa gunstigt for Betragtningen af Togenes Nedfart, som vel tænkes kunde. Klokken 5 skulde Toget være ved Stationen; nogle Minuter før kunde vi altsaa vente at høre Signalerne deroppe fra, at det var i An- ni arsch. Ganske rigtigt, den forunderlig lange Tone, Signalhornet giver paa Grund af den Tunge, der er sat ind i det, ligesom i de Blikhorn, man hos os giver Smaadrenge til Legetøj, — den lød deroppe bag Skrænten. Et -Øjeblik efter kom Banevogteren frem om Hjørnet, strax efter viste Røgen fra Skor- stenen sig over Skrænten, og nu fulgtes de nedad, Vogteren først, Toget bagefter. Det maa være en besværlig Tur for ham saadan at spadsere nedad foran Toget, thi altid maa lian sørge for, at han samtidig kan se Toget og hele Sporstrækningen indtil næste Krumning; han maa altsaa skynde sig forud for at naa Krumningen saa betids, at han kan overse den, inden Toget endnu er ifærd med at lobe ind paa den; den Tur gjor han fire Gange om Dagen; som sagt, han kom da nu nedad i temmelig stærk Marsch, og bagefter kom Toget. Det kommer ned med betydelig mere Larm, end naar det gaar op. Som man nemlig vil erindre, gaar det ikke ned ført af Dampkraften; det gaar ned drevet af dets egen Vægt, men det følger af sig selv, at alle Maskinens arbejdende Dele alligevel løbe rundt, nu satte i Gang af Tandhjulet, hvis Tænder gribe fat i Tandstangen. Den samme Klapren som før er altsaa her til- stede, men dertil kommer endnu den Spektakel, Dampen gj>r. Da nemlig den Mulighed er tilstede, at Dampen kan blive anvendt under Farten som Kontradamp, maa der hele Tiden være fuld Dampspænding oppe, eller med andre Ord, der udvikles hele Tiden Damp, som dog ikke forbruges af Maskinen. Denne Damp ledes nu ud igjennem et Rot, der munder ud lige foran den venstre Dampcylinder (Fig. 154 lige over Hjulet til hejre), og medens den træder ud derfra frembringer den en snurrende Lyd, der lyder som naar Damp ellers gaar ud gjennem Ventilhullerne, her dog en Del stærkere. Pustende af fuld Hals kommer Toget da nu altsaa ned, fløjter som sædvanligt, før det naar Stationen, skurer derefter stærkt mod Bremserne og standser saa temmelig hurtigt. Det første Tog er udelukkende Godstog, sva- rende til, at dette var sidst opad; kort efter viser det næste Tog sig oppe bag Skrænten, Godstoget kjorer da afsted, og saaledes gjor det ene Tog Plads for det andet. Vi kom ogsaa denne Gang i sidste Vogn, haabende at der derved skulde gives os Lejlighed til engang imellem at kunne se de første Tog, naar de vare paa en anden Kurve, end vi selv. Det blev dog ikke Tilfældet, vi saa intet til dem, før vi efter en Times Forlob alle samledes ved Vitznau., Her begyndte igjen den samme Trængsel som sidst for at komme over til Damperen, der denne Gang var endnu mere overfyldt end om Morgenen. Vi saa efter vor Hollænder, om han ikke skulde være kommen med; men han var der ikke, lian var bleven oppe paa Kulmen for at se Solen staa op. Om Natten begyndte imidlertid et forskrækkeligt Uvejr; Lyn og Torden fulgte Slag i Slag og endnu næste Eftermiddag regnede det, saa man fra Hotelvinduerne aldeles ikke kunde endog blot nogenlunde se Bjergets Omrids. Han havde altsaa ikke faaet meget af Sol at se. Et Par Dage efter mødte vi ham paa Stationen i Bern, og det følger af sig selv, at han da blev mod- taget med: „Naa, hvordan saa den saa ud“; der vilde han imidlertid ikke have med os at gjore, han skyndte sig at dukke Hovedet ned mod Billethullet og manøvrerede saaledes, at vi ikke mere traf ham.