Dampmaskinens Historie

_________«____ 328 Lokomo der oprindelig laa for som et Problem af uni- versel Betydning, at det paa Grund af de mange Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for dets Losning, svandt ind til at blive en Opgave af ren speciel Natur, den nemlig at konstruere en Vogn, som med tilstrækkelig Lethed og Hurtighed kunde labo paa et Spor. Saaledes begrændset kom cla Opgaven til at ligge for allerede i Aarhundredets første Begyndelse, men var, skjondt væsenlig simpli- ficeret, dog — som man saa — derfor ingen- lunde let at løse. Der forløb jo næsten en hel Menneskealder med Forseg inden Sagen lykkedes, men da den saa først kom frem i 1830, saa gik det ogsaa i den Grad over al Forventning hurtigt med de nye Kjoretøjers Udbredelse, og saa medførte de en saa total Forandring i den hele daværende Kommuni- kation, at man vel nok tor slaa 1830 fast som et af Mærkepunkterne i vor hele Udvikling. Nu vil man let kunne indse, at den Op- mærksomhed, det nye vakte, og — om vi tør bruge det Udtryk — den Glands, hvormed det traadte frem, absolut maatte stille det oprin- delige Problem i Skygge, saa meget mere, som det næsten syntes at gjore det overflødigt, saasom man nu havde Midler til at kjere saa godt som lige saa store Byrder, man vilde, og det med en Hastighed, hvormed der aldrig kunde blive Tale om at konkurrere paa de al- mindelige Landeveje. Det har da ogsaa vir- kelig været saaledes; der har fra omtrent midt i Trediverne været et mangeaarigt Pusterum, hvor der aldeles ikke har været Tale om anden Dampkjorsel end Jernbanekprsel. Men før den Tid, og som umiddelbar Fortsættelse af Trevi- thick og Vivians og deres Forgjængeres An- strængelser for at faa Dampvogne i Gang paa Landevejene, har der jævnsides med Forsegene over Dampkjørsel paa Sporvejene gaaet en anden Forsøgsrække, — og det er den, der til at begynde med, lier skal omtales. Vi finde fla, at den første der mod nogen IL E R N E. Iver og Vedholdenhed, som er værd at bemærke, har givet sig af med denne Sag, var en Læge og Kemiker i Cornwall ved Navn Goldsworthy Gurney. Han skal være kommen paa Ideen omtrent 1822, men først i 1825 vides han at have været ifærd med at realisere den, og det gik ingenlunde glat for ham. „Der tilkommer ham den Æré“, siger Lardner, „at han er den første, tier har godtgjort, at Tanken er udforlig; men den Vantro, den Modstand og selv Spot, som hans Plan fandt, var højst mærkelig. Alle sagkyndige Mekanikere op- traadte strax imod hans Ideer . . . og ikke blot cle, Lardner lægger til, ...... jeg maa tilstaa, det liar ikke været uden med Forundring, at jeg i de sidste ti Aar har bemærket den store Vantro, som i Henseende til denne Sag har hersket endog blandt Mænd af videnskabelig Dannelse, en Vantro, som selv ved det mest afgjorende Bevis neppe kan bortryddes.“ Gurney selv sagde senere: „Iblandt de videnskabelig dannede Mænd, har ingen begunstiget min Mening uden afdøde Dr. Wollaston.“ Vist er det da altsaa, at han har maattet kjæmpe sig frem. Imidlertid, frem kom han; en Dampvogn, som kunde gaa, fik han stillet paa Benene. Og det var en Dampvogn, der ialfald saaledes som den saa ud i den mest fuldkomne Skik- kelse, den efterhaanden fik, havde optaget alle de Fuldkommenheder i sig, Tiden overhovedet raadede over. Den var forsynet med Rorkjedel, — ikke just en saadan som den, Lokomotiverne siden fik, men dog altid en Rorkjedel — og vel at mærke, denne Kjedel havde Gurney selv konstrueret. Man kan lettest forstaa, hvor- ledes den saa ud, naar man vil tænke sig at fire og fire Jernrør ere stillede saaledes sam- men, at de danne Siderne i en Firkant, og disse firkantede Rammer saa igjen ere lagte paa Hajkant ved Siden af hinanden. Man indser da, at der fremkommer et paa fire Sider af Ror omgivet Rum — og dette Rum blev be-