Dampmaskinens Historie

Dampmaskin sig af med en saa lunefuld Kraft — om man tør bruge det Udtryk — som Elektricitet, til hvilken der skal et særdeles nøje Kj ondskab for med Sikkerhed og Lethed at kunne styre den. Principet i den er ganske det samme, som kommer igjen ved Telegrapher); en stærk elektrisk Strom ledes om en eller flere bløde Jernkjærner, som derved blive magnetiske og altsaa kunne tiltrække nogle Jernankre, hvis Bevægelse saa overføres paa en Axel. Der er navnlig forhen konstrueret ikke saa ganske faa af dem, og det i de mest forskjellige -Øjemed; snart har man særlig haft for -Øje at drive en Symaskine, snart har det gjældt at drive Vogne frem o. s. v., men som sagt der er ikke vundet noget praktisk brugeligt Udbytte. Paa Pariser- udstillingen i 1867 var der kun nogle enkelte at se, deriblandt en, som skyldtes en fransk Ingeniør Casal, og livis Opgave det var at trække en Symaskine, et særdeles nydeligt lille Apparat, — og en meget sindrig af Moor i Birmingham udtænkt Maskine, som han be- nyttede til at polere Pletvarer; den sidste, der var paa | Hestes Kraft, udfordrede 15 bun- senske Elementer. Af alle de Maskiner, der selv producere deres Arbejdsmedium, er altsaa ganske i Almindelighed den lille Dampmaskine at anse for den hensigtsmæssigste. Ideen til den første Maskine, som ikke selv skulde producere sit Arbejdsmedium, er meget gammel; den løber nemlig op til omtrent 1690, da Huyghens vilde konstruere en Ma- skine, som skulde drives af den Kraft, en Krudtladning avlede ved at explodere. Noget senere tog Papin fat paa det samme Spørgs- maal (se Side 19), men for ham gik det lige saa lidt som for hans Forgjænger. Derefter gik saadanne Explosionsmaskiner i Glemme- bogen i henvecl et Par Hundrede Aar, saa først i vore Dage har der atter været Tale om ad den Vej at producere Arbejdskraft, nu dog ikke længere ved Krudt men ved en explosibel Luftart. jns Afløsere. 337 I Juni Maaned 1860 herte man for første Gang*) Tale om en Maskine, som i den lille Bedrift skulde kunne afløse Dampmaskinen. Den skyldtes Franskmanden Lenoir, som ved dens Konstruktion i alle Henseender havde haft Dampmaskinens arbejdende Organer for -Øje. Ligesom ved Dampmaskinen Dampen ved Hjælp af en Glider ledes ind afvexlende foran og bag et Stempel, saaledes besørge? ogsaa lier en Glider den regelmæssige Fordeling af den ex- plosible Luftart — en Blanding af Belysnings- gas og atmosphærisk Luft — paa begge Sider af et i en Cylinder bevægeligt Stempel. Naar en passende Mængde er bragt ind, slaar en elektrisk Gnist over, Explosionen foregaar, og Stemplet kastes nu fremad og driver paa sæd- vanlig Maade de paa dets modsatte Side værende Forbrændingsprodukter ud gjennem et Glider- afiob. Den stærke Hede, som udvikles af de hurtigt paa hinanden følgende Explosioner, medfører Nødvendigheden af, at der stadig bruges en betydelig Mængde Svalevand, som Maskinen enten selv maa oppumpe eller tage fra en Vandledning. Maskinen var til at be- gynde med naturligvis en Del ufuldkommen, navnlig hændte det ofte, at Explosionerne slet ikke indtraf; det er der dog nu ved en ny Glidermekanisme raadet Bod paa, saa at Gangen er regelmæssig og rolig som paa en Damp- maskine. Hvad angaar Driftsomkostningerne, da falder Fordelen utvivlsomt paa Dampma- skinens Side, men saa har til Gjengjæld Gas maskinen det uvurderlige Fortrin, at man kan opstille den selv i det mest ind- skrænkede Arbejdslokale, i hvert Stokværk, ja næsten i enhver Krog, og saalænge den ikke arbejder, fordrer den ingen Udgifter. Paa en Konkurrence med Dampmaskinen udover Grænd- serne 1—2 Hestes Kraft er der dog ialfald foreløbig ikke at tænke, da Gasmaskinen, som *) Jloeff havde rigtignok tidligere forsegt noget ganske lig- nende, men havde aldeles ikke faaet noget xid deraf, som kunde kaldes Maskine. 43