Om Toner Og Farver

11 den samme Svingningstid som den lydende Tone, sættes i Be- vægelse, de andre ikke, og da Strengene, der ikke ere regel- mæssige Cylindere som de kunstige, kun kunne udføre pendul- agtige Bevægelser, maae Trommehindens Svingninger blive oplaste netop i de samme særskilte Toner, hvori det mathematiske Ud- tryk maa opløse dem. Ere nu alle de andre Forhold bievne henførte til reent phy- siske Grunde, saa staaer dette endnu tilbage for Consonansens og Dissonansens Vedkommende; men ogsaa her har Helmholtz, som det synes, viist den rette Vei. Lader man samtidigt to Toner klinge, der kun ere lidt forskjellige fra hinanden, harer man en afvexlende Forstærkning og Svækkelse af Tonen, de saakaldte Svævninger eller Stød. De hidrøre derfra, at de to Sæt Sving- ninger ikke kunne blive ved at træffe sammen paa samme Maade, da de foregaae i forskjellig Takt; hvis de til et vist Øieblik gaae i samme Retning og forstærke hinanden, ville de noget senere, naar den ene har udført en halv Svingning mere end den anden, gaae i modsatte Retninger og svække hinanden; har den ene ud- ført en heel Svingning meer end den anden, ville de igjen svinge i samme Retning o. s. v., og man seer deraf, at de to Toner ville give ligesaa mange Stod med hinanden, som den ene udfører flere Svingninger end den anden. Ere de to Toner nøiagtigt lige hme, give de slet ingen Sted, men tilveiebringer man en lille Forskjel imellem dem, ville Stødene komme som langsomme Svævninger i Tonens Høide, der ere langt fra at gjare noget ube- hageligt Indtryk og endog giver Tonen et vist Jiøitideligt Præg. Ere de to Toner lige stærke, svinder Lyden heelt bort i de Øje- blik, da den er svagest. Lader man Forskjellen mellem de to Toner voxe langsomt, ville Stødene tiltage i Hurtighed, og naar denne bliver stor, træde de frem som en ubehagelig Skurren, hvis Ubehag synes at naae sit Høieste, naar der følger 33 Stød efter hinanden i Secundet, dog er dette Ubehag ikke saa stort i den dybeste Deel af Tonestigen som ved de høiere Toner. Helmholtz har nu antaget, at denne Skurren af to Toner, som ligge nærved hinanden, netop er det, som kaldes Dissonans.