Om Toner Og Farver

Vi have fra den tidligste Alder vænnet os til at lade os lede af Sandserne. Kun sjældent skuffe de os, og vi have derfor efterhaanden erhvervet os en fast Overbeviisning om, at den objec- tive Verden netop er saadan som det Sandseindtryk, vi modtage af den. Hvor fortrolige vi end ere med Astronomien, glædes vi dog ved at betragte den klare, blaae Himmelhvælving og Stjer- nerne paa Firmamentet istedetfor at vi burde tale om Atmo- sphærens Blaa og de utallige Stjerner i det vide Rum. Solen vedbliver hver Morgen at stige op af Havet, men vi vide, at det er vor Horizont, der dukker ned under Solen. Henrykte be- tragte vi den straalende Regnbue, som vi betragte som et Individ og spørge om, hvor den staaer, uagtet vi vide, at der i den objec- tive Natur slet ingen Regnbue findes, at denne kun er et Indtryk paa vort Die, frembragt ved Solstraalernes Tilbagekastning fra de faldende Regndraaber, saa at man, naar man vil tillægge Regn- buen nogen virkelig Existens, maa sige, at hvert betragtende Oie har sin egen Regnbue. Vi fryde os over Skovens grønne Træer, Intet forekommer os vissere, end at de ere grønne, og der kan kun føres en uendelig Disput om, hvorvidt Træerne ogsaa ere grønne i fuldstændigt Mørke. Vi henrives ved Sangfuglenes muntre Sang og ved Musikens Toner, og man har jo følt saa stærk en Trang til disse Toner, at man endogsaa liar drømt om en Sphæremes Harmoni, i hvilken det musikalske Ideal skulde være realiseret. Hvad er saa den Realitet, der svarer til al denne Farvepragt, til al deune Tonerigdom. Videnskaben siger ganske i