Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DEN NORSKE ROMANTIK. mands og Gudes fællesbillede Aften på Krøderen, en komposition, som lier for første gang bødes publikum stillet i tableau vivant af kunstnerne selv, — billedet blev først senere malt. Og til en gammel folkevisetone lød Jørgen Moes blide digt som akkom- pagnement til billedet: Nu synker Aftenen sagte ned med gylden Rødme paa Sø og Lier, og lydløs Taushed og yndig Fred til rolig Slummer Naturen vier. De grønne Strande sig stille blande i Søens Speil med de blanke Vande som fanger dem. Du rige rødmende Sommernat som eier mer end de lyse Dage .... Efter andre poetiske og musikalske nummere fulgte så en række norske folke- viser, arrangeret af Ludvig Lindeman. Hvorpå Ole Bull trådte frem med sin fele og henrev publikum til endeløs jubel. Som indledning til det næste scenebillede blev derpå Jørgen Moes digt Fanitullen fremsagt, og tæppet gik op for en ny og helt ukjendt komposition af Tidemand — Man- defald i et bondebryllup, stillet som levende billede af kunstneren, — det samme motiv, hvorover Tidemand senere malte et af sine bedste og mest dramatiske billeder. Dernæst musik af Reissiger og Sæterbesøget af Ole Bule. Men mere end alt dette var det slutningsnummeret, som nu fulgte, der henrev publikum til den yderste grad af begeistring og henrykkelse: Brudefærden i Hardanger. Tableauet var stillet af Tidemand, byens vakkreste damer sad i brudebåden, bag- tæppet var malt af Gude, og for første gang lød Andreas Munchs henrevne pris over billedet til Halfdan Kierulfs lyse og herlige musik, sunget i henrykkelse under kom- ponistens ledelse: Der aander en tindrende Sommerluft varmt over Hardangerfjords Vande, hvor høit inwd Himlen i blaalig Duft de mægtige Fjelde stande. Det skinner fra Bræ, del grønnes fra Li, sit Helligdagsskrud staar Egnen klædl i — Thi se over grønklare Bølge henglider et Brudefølge. Som en Oldtidens Kongedatter saa prud, med Guldkrone paa og Skarlagen, i Stavnen sidder den prægtige Brud saa fager som Fjorden og Dagen. Lyksalig den Brudgom svinger sin Hat, nu fører han hjem sin dyreste Skat, og ser i de Øine milde sit Liv som et Bryllupsgilde. Alt risler det lokkende Tonefald af Ganger og Slaat over Voven, fra Fjeld til Fjeld ruller Bøssens Knald, og Glædesraab svarer fra Skoven. Med Brudens Terner drives der Skjæmt, og Kjøgemesteren har ikke glemt at fylde uslanselig Kruset til Ære for Brudehuset. 94