Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

FESTFORESTILLINGEN. Da omtrent alt, hvad Norge eied af kunstnerisk talent i litteratur, musik og malerkunst var samlet i Kristiania i 1848 — for første gang — blev en kunstnerfor- ening dannet, hvori de aller fleste kunstnere tog del. I denne selskabelige forening foreslog en aften Asbjørnsen, at man skulde gjøre noget for kunsten, ved at få grun- det et stipendiefond for unge kunstneres reiser i Norge og i udlandet. Han mente, at man f. eks. kunde få istand nogle kunstneriske aftenunderholdninger, som kunde bringe de første penge i stipendiekassen. Tanken vandt bifald. Tidemand og Gude blev sat i spidsen for foretagendet, og kunstnerne kappedes om at yde bidrag. Allerede forberedelserne var gjenstand for publikums levende interesse og nys- gjerrighed. Man valfarted til malersalen i »Tomsegården« for at få et glimt af vore kunstnere i arbeide. Ti man vidste, at Tidemand skulde stille sine billeder i tableaux vivants, byens vakkreste damer sammen med kunstnerne, at Gude med egen hånd malte bagtæpperne, assisteret af Eckersberg, Cappelen, Morten Müller, Bodom — vore bedste unge landskabsmalere. Selv skulde Tidemand male en hel røgstue. Og man talte om overraskelser både med digt og toner. Så kom festaftenen, »hele byen« var samlet i salonen på Bankpladsen i spændt forventning. En ouverture af Reissiger skrevet over norske folkemelodier åbned forestillingen. Derefter fremsagde skuespiller Smith en prolog, som bare Welhaven kunde skrive den, klangfuld og formfuldendt, båret af al hans følelse for kunstens høie opgave: Vi saa med Undren her i Vintrens Hjem paa Klippegrund en Plante skyde frem, der syntes hidført fra en sydlig Have. Ja, mange vented af vor Luft og Jord dens Blomstring kun som en exotisk Flor, der er en sjelden Sommertimes Gave. Men frit den folded sine Blade ud og Aar for Aar den stod med friske Skud, og nu betragte vi dens Blomsterkrone. I den er Fjeldnaturens Ynde lagt, og alle Mærker i dens Flor har sagt, at Planten hører til vor egen Zone. For Norges Liv, der skabte sig en Vaar af skjulte Kimer fra dets gyldne Aar, er Kunstens Flor det kosteligste Smykke. Naar den er kommen, krones Haabet bedst den slutter Vaaren som en Pintsefest med ny Forjættelse om Folkets Lykke. Saa tyder Kunsten i sit stille Sprog og løser smilende af Tvilens Aag hvad der er gjemt som Anelse hos Folket, og mangen Gaade, som det grunder paa, og mangt et Tegn, som det i Drømme saa, skal det i Kunstens Verker finde tolket. Den norske Kunst forsamler os iqvæl om sine Billeder fra Fjord og Fjeld, der skal belyses af en magisk Kjerte; den aabner Scenen med sin Tryllestav og peger paa sit Maal og paa sit Krav, og beder Folket lægge det paa Hjerte. Efter prologen sang et kraftigt mandskor af studenter, handelsstand og håndvær- kere under J. D. Behrens’ ledelse et »Velkommen«, hvorpå tæppet gik op for Tide- 93