Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DEN NORSKE ROMANTIK. Og som Gude har malt høifjeldet i det alvorsfulde billede i Kunstmuseet har Welhaven malt det i disse linjer: En skyfuld Aften gik min Vei fra Dalen til den øde Hei, hvor hvert et Spor af Somrens Pragt var sluppet og tilbagelagt. Der var ei Løv, der var ei Straa, som Øiet kunde hvile paa; der kom ei Fugl fra Fjeldeli, der kom ei Kildevæld forbi. Der var saa tyst, — selv Aftnens Vind paa Klippens Bryst var slumret ind. Lignende paralleler kunde anføres i betydeligt antal ikke bare fra Welhavens, men også fra Jørgen Moes og Andreas Munchs digtning sidestillet med Gudes, Cap- pelens, Morten Müllers eller Askevolds landskabskunst. Og ikke mindre selvfølgeligt falder det at stille figurbilleder af Tidemand i forhold til samtidig digtning, særlig til Welhavens og Jørgen Moes romancer (Truls og Inger — De ensomme Gamle; Fanitullen — Tuekamp i et bondebryllup). Jørgen Moe var i det hele tat den af disse poeter, som stærkest havde den visuelle tilbøielighed i fantasien, og som oftest greb til maleriske midler. Men i endnu høiere grad kanske end poeterne har Asbjørnsen befrugtet lide- mands kunst. Asbjørnsens Signekjærring og Skolemesterens frieri har Tidemand over- sat til sin kunst, og til gjengjæld har Asbjørnsen leveret en så mesterlig tekst til lidemands Katekisationen, at man ikke længere husker, hvem som har førsteretten til humoren. Som man ser: düsseldorferskolens litterære tilbøielighed fornægted sig ikke blandt dens norske adepter! Den tyske kunsthistorie er rig på eksempler på gjensidig inspiration mellem dig- terne og malerne. Men sjelden har det vel hændt i kunstens historie at kunstarterne har mødtes i en så inderlig og ren samklang, som det hændte under de aftener i Kri- stiania theater, den 28de, 29de og 30te marts 1849, da de norske malere, drevet hjem af revolutionsstormene i 1848, mødtes med sit publikum til fest og glæde. Tildragelsen er så karakteristisk for tidens æsthetiske åndsliv, og øieblikket er i sig selv så betydningsfuldt i norsk kunsts historie — romantikens kulminationsøie- blik — at der er grund til lidt udførlig at dvæle ved det.1) h Gjenfortalt efter prof. L. Dietrichsons udførlige og for emnet begeistrede biografi over Adolph Tidemand. Kristiania 1878. 92