Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

NATURFØLELSEN. Vor ældre fortid, sagaerne og den nordiske mythologi, havde jo allerede den danske og den svenske romantiske poesi gjort til sin eiendom og derover skabt mesterværker, som i de norske efterfølgeres øine stod som uovertræffelige og uop- nåelige. De selv måtte se sig om efter en anden emnekreds, og de synes næsten at ha ståt lidt rådvilde om, hvor de skulde vende sig hen, da folketraditionens verden åbned sig for dem og skjænked det romantiske gemyt i overflod, hvad det forlangte. »Der lyder en evindelig Lokken og Opfordring mellem Fjelde og Skove, og fra hver Li høres Anslag til hjærtegribende udødelige Melodier«, skriver Welhaven til Ingemann i 1839, og få år efter begynder Hulderens lur at tone i norsk digtekunst med gjenklang i musik og maleri. Ind i dybet af den norske natur lokker den, ikke bare udenfor byen et stykke til »den fagre Maridal« eller op til »Kleivens svimlende portal«, men ind i tykke skogen, op på vilde vidden. Med naturfølelsen i norsk poesi foregår der i disse år en stærk udvidelse, navnlig i Welhavens og Jørgen Moes naturmalende lyrik. Og samtidig som natursansen breder sig over et større område, blir også naturstemningerne koncisere, tydeligere, mere maleriske. Man mærker i disse vers tydelig nok malerkunstens indvirkning, som man i malerkunsten ser vexelvirkning fra digternes vers. En sommerdags mid- dagsstemning som den i digtet Hvile i Skoven er ganske anderledes konkret og synlig for fantasiens øie end naturbillederne i den ældre digtning: I Graneholdtet ved Middagstid, naar Sommersolen brænder, svæver en Luftning hid og did og kjøter din Pande, og er saa blid som el Vift af vinkende Hænder. Der er i den fagre Ensomheds Skjød tindrende Ro at finde; den blommende Grund er fløielsblød og frisk og slummerbringende sød er Granernes Duft derinde. Og inden Du lukker dit Øie til, vugges Du alt i Drømme. Du hører en Klang; saa forunderlig mild der blandes Toner og Klokkespil og raskt henrislende Strømme. Her er belysning, her er lufttone over ordene, der er som skrevne til et billede af Gude, om man da ikke foretrækker at tænke sig Gudes deilige billede i Kunst- museet Hvile ved bækken malt på en inspiration fra dette digt. Og hvor er der ikke skumring over en skogklædt elvebred med drivende tåger og skjær af en nytændt høstmåne malt i disse linjer: Der er paa Veien en dunkel Lund, Hvor Alferne ere tilhuse. Husk der maa Du gaa med lukket Mund selv Nøkken derinde lader kun sagle sin Harpe bruse. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 12 91