Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DEN NORSKE ROMANTIK. endelig at sætte nordmændenes fortid det mægtige litterære monument, som heder Det norske Folks Historie, et bindstærkt værk, hvis udgivelse begyndte i 1851. Allerede i 1844 var en forening stiftet til vore fortidsmindesmærkers bevaring, og det arkæologiske samlerarbeide og studium skjød fart. Men vigtigere for kunsten end disse forskningens erobringer var den gjenopda- gelse af vor folkefantasis gamle skatte, som i disse år gik for sig og kasted gjenskjær over tidens kunst i alle dens former. Det var i disse år, at vore folkeeventyr, vore gamle sagn og folkeviser først blev samlet og tolket af P. C. Asbjørnsen, Jørgen Moe og Landstad. Og det var i disse år, at den nationale skat af folkemelodier, som Ludvig Lindeman og andre havde ind- samlet, begyndte at klinge igjen i Halfdan Kjerulfs tonedigtning og i Ole Bules spil. Helt fra 1833 havde Asbjørnsen og Moe drevet på med sin indsamling, først hver for sig, senere arbeided de i fællesskab. I 1840 udgav Moe med bistand af Lindeman sin samling Norske Viser og Stev med melodier, i 1842 begyndte Asbjørnsens og Moes første samling af Norske Folkeeveidyr at udkomme, og i 1845—1848 kom Asbjørn- sens Norske Hiddreeventyr og Folkesagn. I den mesterlige gjenfortælling, mageløst sikkert balanceret mellem bondens lige- fremme talesæt og litteraturens krav på fast form, var disse eventyr et sprudlende opkomme at norsk fantasi, norsk sprogtone og udtryksart. Særlig gjælder dette om de af Asbjørnsen fortalte eventyr, indvævet som de ofte er med en humørrig og ufor- falsket folkelivsskildring og rammet ind af naturbilleder og landskabsstemninger, som overgår alt, hvad der før var skrevet om norsk natur, i anskuelig klarhed og friskhed. Egentlig peger denne djærve og helt norske kunst ud over den halvdanske ro- mantiks kunstsyn og er allerede i og for sig realisme. Men den verden, som folke- eventyrene åbned døren til, er jo netop romantikens vidunderverden, naturpersonifi- kationens groteske og troldske verden, hvor huldren er dronning og nøk og draug og trold og nisse driver sit lovløse spil. Her var den rigeste høst at gjøre for tidens digtekunst, som endnu skyed den ligefremme berørelse med samtidens liv, men som på den anden side higed efter at forløse trangen til nationalt særpræg, som tiltrods for al tilknytning til tysk og dansk romantik lå latent i tiden. Alt i 1836 havde jo Welhaven, som var tidens ledende ånd i det æsthetiske liv, profeteret i sit digt En Tribut til Kunstforeningen: I Fjeldet boer vor Kunst og Poesi; den drømmer der endnu i Landets Bringe, der har den vist os Glimtet af sin Vinge i Dalens Sagn, i Dalens Melodi. 90