Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

SELVOPDAGELSEN. I årene omkring 1830 — Julirevolutionens år — havde norsk nationalfølelse havt en periode af opblussen efter den vanskelige første tid, som fulgte krigen og for- eningen i 1814. Det af økonomiske bekymringer og politiske vanskeligheder nedstemte mod ranked sig op, alt som nationens livskår bedred sig, og vokste i denne »norsk- hedsperiode« til en høi glædesbølge. Den gjenvundne frihed, den voksende .selvstæn- dighed, den store fortid, livis fortsættelse man nu imødeså, fyldte sindene med tro på landets og folkets evne, en tro som havde sit levende brændpunkt i Henrik Wer- geland. »Norskhedstidens« patriotisme var imidlertid en naiv, chauvinistisk fortumlet fædrelandskjærliglied, som også gav sig udslag i overdrevne og svulstige lovprisninger af den »gjæve norske odelsbonde« og hans klippeland. Men hverken bonden eller landet kjendte man synderlig til i de kredse, hvor versene blev til og festtalerne afleveredes. Og da der så ovenpå julirevolutionen fulgte en ny reaktionens tid i den europæiske politik, så forstummede også her hjemme frihedsskrytet og den exalterte patriotisme. Isteden meldte sig mangehånde tvil på egen evne og duelighed, og årene nærmest efter 1840 var igjen en modløshedens bølgedal i den norske nationalfølelses ustadige historie. Den Welhavenske kritik havde seiret over den Wergelandske tro, og han som før havde ståt som en profeterende folkefører endte sit liv som en af de ensomste i landet. Men selv om der i politiken var indtrådt et vindstille, hvori næsten udelukkende materielle interesser dyrkedes, stod dog ikke nationens åndsliv stille i sin udvikling. Et arbeide var begyndt for at lære folk og land at kjende, og der følger i 40 årene en selvopdagelsens periode i norsk åndsliv, hvori videnskab, poesi og kunst har ligelig del, og denne selvopdagelse fyldte nationen med en ny løftende glædesbølge. Hvad Dahl og Fearnley bidrog til Norges opdagelse, er allerede omtalt. Men endnu havde ingen maler trådt folket nær og lyst på det med kunstens lygte. Den norske folkekarakter lå endnu utydelig inde i sagatidens mørke. Her måtte forsk- ningen finde vei. Følelsen af det nødvendige i at knytte fortid sammen med nutid var i det hele tat levende i den romantikens sene blomstring, som nu følger i Norge, efterat den havde kulmineret i Tyskland og de to andre nordiske lande. Der begyndte et historisk forskerarbeide, som havde sine ypperste repræsentanter i Rudolf Keyser og Peter Andreas Munch. Mens Keyser fordybed sig i studiet af vore forfædres levevis og kultur i sagatiden, omspændte Munchs rigt udrustede ånd hele den fædrelandske histories forskningsområde, som han kritisk gjennemgranskede ikke bare fra historisk, men fra geografisk, sprogligt og arkæologisk synspunkt for 89