Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DEN NORSKE ROMANTIK. Hvad norsk malerkunst med den samling af talentfulde unge malere, som trådte frem i disse år, kunde ha blit til, om den havde gåt den vei, som Dahl anviste, frem- for at lægge veien over Düsseldorf — derom kan man drømme og fable: Hvordan Tidemands lyrik kunde ha artet sig som malerkunst, om han efter sin danske skolegang havde lært den ædle uddybelse af menneskeskildringen at kjende, som Millets kunst betegner i moderne maleri — Hvordan Gudes milde og jævne sans for naturskjønhed og Cappelens store evner som landskabspoet kunde tænkes at lia klædt sig i andre maleriske former, om disse malere istedenfor at passere akademiklasserne i Düsseldorf havde havt lykke til at lære mestiene fia Fontainebleau at lejende og liavde kunnet slå sit staffeli op i nær- heden af en Rousseau, en Corot, en Daubigny — Hvorledes det oprindelige og bondslige og kraftfulde i norsk kunstevne kunde tænkes at ha brudt sin egen selvstændige vei i syn og måde, om norske malere havde været vidne (til det gjennembrud til en virkelighedens kunst og til fuld koloristisk sandruhed, som Courbets brutale bondegeni brød gjennem en mur af fordomme — Om dette og andre muligheder kan der stilles sandsynlighedsregninger og tvistes. Men det uomtvistelige er, at for norsk malerkunst blev den største og rigeste udviklingsfase i det 19de århundredes kunst ;— det franske maleris udvikling fra romantik til realisme og naturalisme — uden betydning, ja upåagtet, indtil en ny slægt i 70 og 80 årene brød ned de tyske skranker, som var draget om vor kunst. Men tiltrods for, at det millieu, hvori norsk kunst i 40 årene blev ledet ind, ikke var det sundeste, gik den alligevel rent ydre set en trivselens tid imøde, der for den almindelige mening vistnok fremdeles står som guldalderen i norsk maleri. Intet norsk malernavn har været så kjendt udenfor Norge eller havt en så populær klang i hjemlandet som Adolph Tidemands navn. Og det ry, som en Dahl og en Fearnley havde vundet som landskabsmestere i det foregående tidsrum, det lordunkledes nu af glansen, som stod af den unge Hans Gudes raske udvikling og frodige talent. Grunden hertil var ikke den, at enten Tidemand var en betydeligere ånd end Dahl eller Gude en ypperligere maler end hans to forgjængere i norsli landskabskunst. Grunden er vel så meget at søge i den udvikling, som norsli publikum havde gjen- nemgåt, og i den overensstemmelse mellem Tidemands og Gudes kunst og tilsvarende bevægelser på andre af åndslivets områder, som både virked inspirerende på deres egen kunst og i høi grad letted publikum adgangen til at fatte og vurdere deres produktion. 88