Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. Alligevel — når man opmærksomt studerer Tidemands naturstudier, får man et indtryk af, at Kjøbenhavner-årene ikke har været så ganske indtryksløse, som man skulde tro, dømt efter hans »tyske« billedproduktion. Han har dog bragt en portion dansk takt og klarsyn med sig, da han i 1837 drog til Tyskland med det bestemte for- sæt at uddanne sig til historiemaler. Egentlig havde noli Tidemand tænkt at gå til München, som gjerne de danske gjorde, når de skulde stanse et sted på veien til Italien; men en akademikammerat, Adam Müller, som netop var kommet hjem fra en reise, talte så begeistret til ham om kunstnerlivet i Düsseldorf, at Tidemand bestemte sig for at reise did — en af de mange tilfældigheder i vor kunsthistorie! På tysk grund var det altså ikke Cornelius’ idealistiske historiemaleri, som Tide- mand kom til at søge op, men den mere anekdotiske fortællekunst, som trivedes i Düsseldorf. Her blev Tidemand elev af historiemaleren Theodor Hildebrandt, en af den ældre düsseldorferretnings mest fremtrædende repræsentanter. Hildebrandt var netop en romantisk litteraturmaler, som hented sine emner fra bøgerne og fra scenen, fra Gøethe og fra Shakespeares historiske dramaer. Hans historiebilleder hører til den klasse billeder, som synes malt efter en theaterforestil- ling snarere end efter det virkelige liv, fulde af stærke kontraster og altfor talende gebærder. I sine genrebilleder dyrker han sentimentaliteten som de fleste andre düssel- dorfere og behager sig i fremstillingen af slige emner som krigerens afsked fra sit barn, — et kontrastmotiv mellem stålharnisk og stumpeskjorte, veirbidthed og rosenrød halv- nøgenhed, busemandsskjæg og engleøine, hvilket udgjør effekten og hele indholdet. Det tør være tvilsomt, om Tidemand har havt synderlig gavn af studiet under Hildebrandt, hvis kunst tydeligvis har øvet en vis tiltrækning på ham. Selve moti- verne i nogle af hans første billeder tyder på det. Men samtidig har uden tvil også Lessings mandigere og mere realistiske historiemaleri virket på ham og git modvægt. Lessings indflydelse skal således være at spore i det første større billede, han malte, det eneste virkelige historiebillede i hans produktion. Emnet for dette, som mærkelig noli ikke er hentet fra vor egen, men fra Sveriges historie, er Gustaf Wasa talende til dalkarlene i Mora kirke — et emne, som kan bringe Lessings Husitterbil- leder i erindring.1) h Selv om Emil Tidemand har ret i, at broren aldrig har set Lessings Husitterpredigt, kan det vel være muligt, at dette billede, som vakte en så stor opsigt i Düsseldorfer kunstliv, kan på anden hand ha virket på Tidemand gjennem afbildning, forstudier eller endog blot beskrivelser, og således ha havt sin betydning for emnevalg og komposition i Tidemands Gustaf Wasa, som Welhaven i sin kritik satte i direkte forbindelse med Lessings billede. 102