Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

STUDIETID OG REISEAR Billedet, som blev udstillet i 1841, havde kostet Tidemand mere end et års ar- beide; men så havde han også glæde af det. Det vakte betydelig opsigt i Düsseldorfer kunstnerkredse og blev straks indkjøbt af Kunstverein für Rheinland und Westphalen for 600 preussiske thaler, og med tilladelse til at udstille billedet i Kristiania. Her vakte det selvfølgelig med den udenlandske lykke, det havde gjort, også betydelig op- mærksomhed, blev fordelagtig anmeldt af Welhaven og forskaffed endog sin maler et reisestipendium på 500 speciedaler. Selv noterer Tidemand om billedet, da han 30 år senere gjenså det: »Det er udført med Omhu og mange Ting vare godt malede, men efter den Tids Fordringer noget haardt, men med mange karakteristiske Hoveder.«1) Med Gustaf Wasa var Tidemand blit en selvstændig kunstner, hans læreår var forbi, og vandreåret i Italien fulgte, nu han havde de mange dalere i lommen. Men Italia-reisen, som Adolph Tidemand foretog i 1841—42 sammen med sin bror Emil, havde forresten også en særlig årsag i en stor bestilling, som efter den lykke, Gustaf Wasa havde gjort i Kristiania, blev stillet ham i udsigt. Kunstforeningen i Kristiania havde i en årrække samlet penge til at skaffe Vor Frelsers Kirke en altertavle, og nu skrev Kunstforeningens formand til Tidemand og spurgte, om han var villig til at overta bestillingen. Opgaven var Tidemand meget kjærkommen, og han begav sig straks på reisen til Italien, til kirkemaleriets land. I München gjorde han et længere ophold, beså Cornelius’ og hans skoles vær- ker i museerne og kirkerne og besøgte Kaulbach, som dengang stod på sin berøm- melses høide. Den celebre mester modtog ham med nedladende venlighed og tillod endogså at lade sig forevise nogle af den unge kunstners kompositioner. Men Kaul- bachs overlegne væsen og sarkastiske domme over düsseldorferkunsLuerne har neppe faldt i Tidemands smag. Da Tidemand foreviste ham en historisk komposition over motivet kristendommens indførelse i Norge med Håkon Jarls død for Karkers hånd som midtparti, brød han ud: »Da haben wir nun wieder so eine Düsseldorfer Mord- geschichte — die Düsseldorfer sind so rechte Beinsiedler!«2) Tidemand havde gjort Håkon Jarls død til midtparti og i hjørnerne anbragt ledsagende mindre kompositioner, som fremstilled hedenskabets fald gjennem gudebilledernes omstyrtning og kristen- dommens seir gjennem Olav Trygvason, som planter korsbanneret i Norges jord. Imidlertid lød Kaulbachs dom kort og godt og meget betegnende: »Hvad De her med talent har gjort til bisag, hedenskabets fald, må De gjøre til hovedsag, det andet er bisag.« i) Citeret efter prof. dr. L. Dietrichsons udførlige og varmhjærtede biografi af maleren, Adolph Tidemand, hans Liv og hans Værker (Chr.ania 1878—79), som i det hele tat er kilden for skildrin- gen af Tidemands liv, mens dommene her om Tidemands kunst må stå helt for egen regning. 2) »Beinsiedler« betegner egentlig den, som koger lig på anatomikammeret. 103