Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. Det er münchenerskolens abstrakte tankekunst, som fælder dommen over düsseldor- fernes anekdotemaleri. At Tidemand følte sig truffet af dommen, viser det, at flere år derefter går motivet med gudebilledets omstyrtelse igjen i hans fantasi. borøvrigt har Tidemand ikke følt sig vel i münchener-atmosfæren: »Som Mesteren (Kaulbach) — skriver han — saa tænkte og talte ogsaa alle hans Elever, de havde den største Foragt for Düsseldorferkunst, og jeg følte mig meget uhyggeligt der. Det var et Overmod og en Overlegenhed og en Skvadroneren med høitravende Floskler og lærde filosofiske Talemaader, som jeg syntes passede kun lidt til min enkle Opfatning af Kunstens Væsen. De tegnede Alle blot Cartons, men kom aldrig derudover, holdt paa i Aarevis med saadanne. Den talentfuldeste var Mottenthaler, som tegnede en vakker Carton; naar der var Tale om at male, mente han, at vilde man først gjøre sig den Umage at dyppe i Farvepotten, var det Noget, man kunde blive færdig med i et Par Maaneder — han kom aldrig dertil, og med hans meget Talent drev han det aldrig videre end til at illustrere Tidsskrifter o. desl. og kom aldrig paa grøn Gren. Saaledes gik det Mange, medens de foragtede Düssel- dorfere bragte det til en respektabel Stilling.« Citatet, som er hentet fra Dietrichsons bog1), er karakteriserende både for mün- chener-idealismen og for Tidemands borgerlige kunstsyn. I Italien opholdt Tidemand sig i omtrent 9 måneder (okt. 1841—juli 1842), og tiden nytted han godt både til at se sig om i de betydeligere kunstbyer og til at gjøre forarbeider og studier til altertavlen, som skulde fremstille Kristus velsigner de små børn. Raffael og Perugino synes at ha været de kunstnere, hvis værker for- trinsvis fængsled ham. Men han forsømte heller ikke at besøge Thorvaldsen og Overbech, som var de centrale kunstnerpersonligheder i det moderne kunstliv i Rom. Efter 7 års fravær fra hjemmet stod Tidemand i september 1842 atter i sin mors stue i Mandal, og kort tid efter brød han op med sin mor, sin bror og sin tilkom- mende hustru for at ta fast bolig i Kristiania, hvor han vilde male sin altertavle. Men dette var ikke efter Welhavens bestik. Han havde tænkt sig, at Tidemand vilde udføre altertavlen i Rom og samtidig benytte honoraret som et slags fortsat reisestipendium til videre uddannelse i kunstens klassiske hovedstad. Og Welhaven, som sad i kunstforeningens direktion, var ikke den mand, som skyed at gjøre sin mening gjældende, selv om det kunde synes egensindigt og egenmægtigt. Han fik istand en direktionsbeslutning, som forlangte, at altertavlen skulde udføres i Rom, en fordring, som Tidemand hverken kunde eller vilde gå ind på. Hvorpå bestillingen blev ham fratat igjen. 1) Adolph Tidemands Liv og Værker. I. s. 76. 1Ü4