Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ALTERTAVLESTRIDEN - FOLKELIVSMALER. En så hensynsløs optræden fra kunstforeningens side kunde ikke godt bli uden svar fra lidemands kreds, og så begyndte den langvarige og bittre avisfeide om Alter- tavlesagen, som på den ene side blev anført af Welhaven og på den anden side af Emil Iidemand, malerens bror, som ved sin heftige og hensynsløse polemik gjorde enhver forsoning umulig. Såret og skuffet drog Adolph Tidemand, som var en sensibel natur og sikkert har lidt meget under denne strid, året efter bort fra landet. Men førend han i 1842 vendte tilbage til Düsseldorf, havde Tidemand foretat en længere studiereise gjennem norske fjeldbygder for at gjøre studier til et andet billede, som var bestemt for universitetets festsal. Billedet skulde være et fædrelandsk histo- riebillede og symbolisere kristendommens indførelse og dermed kulturens seir i vort land gjennem Olav den hellige, som knuser Thorsbilledet på Hundtorp. Heller ikke dette billede blev der noget af. Men sommerturen gjennem landet blev af afgjørende betydning for den videre udvikling i Tidemands kunst. Denne Tidemands første studiereise i Norge begyndte ved Mjøsen, gik derpå til Østerdalen, hvorpå han gjennemkrydsede Gudbrandsdalen, Sogn og Hardanger frem til Bergen. Herfra tog han kystruten tilbage til Kristiania. Hele veien tegned og malte han flittig: landskabsstudier, bondetyper, interiører og bohave, og det var en rig høst af norsk landskab og folkeliv, han kom hjem med til vinterarbeidet i atelieret. Men da var det ikke længere optrinet på Hundtorp, som beskjæftigede hans tanker. Som historiemaler reiste Tidemand ud; men da han om høsten kom tilbage fra sin første studiereise i Norge, var han ikke længere historiemaler, men folkelivsmaler. Han var nemlig underveis blit klar over, at det var ikke fortidens, men sin egen samtids nordmænd, han skulde male. Den norske bondes liv og sæder, hans handlen og følen blev fra nu af Adolph Tidemands egne kunstområde, som han herefter kun undtagelsesvis fraveg. På dette område blev han meget snart en overordentlig populær kunstner. I Norge har Tidemands ry i mængdens øine lige til de sidste tider fordunklet enhver anden kunstners. I Tyskland blev han en tid regnet blandt de første malere, og også i England og Frankrige blev han på høiden af sit kunstnerliv selv hædret med ud- mærkelser og hans billeder kjøbt til høie priser. — Forud for de norske folkelivsbilleder går et par med fremmed motiv, Danske fiskeres hjemkomst (1838), en Valfartprocession ved Rhinen (1840), Rheinländische Win- zerin (1841) og Romerske pifferari, som blæser sækkepibe foran et madonnabillede (1843)1) 1) De fleste af disse motiver er lån fra tyske düsseldorfere. Hildebrandt havde således før Tidemand malt billeder med motiverne Pifferari og en Eventyrfortællerske.