Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. Det var i 1844, kort efter at Asbjørnsen og Moe havde afsluttet udgivelsen af sin første samling Norske Folkeeventyr, at Tidemand udstilte sit første norske folke- livsbillede Eventyrfortællersken, det som Jørgen Moe har skrevet teksten til i Tøns- bergs »Norske Folkelivsbilleder«. En gammel bondekone sidder i skjæret fra bålet på peisen og udmaler eventyrets undere for en skare lyttende barn. Billedet gjorde lykke, hlev kjøbt af dronning Josephine og af maleren selv gjentat i kopier for andre bestillere — ialt 12 gange! Det svenske kunstakademi sendte kunstneren medlems- diplom som tegn på sin anerkjendelse. Efter en ny studiereise i 1844, der væsentlig gjaldt Telemarken, fulgte det næste lolkelivsbillede Søndagseftermiddag i en hardangersk røgsiue. Motivet er svært malerisk tænkt: Det er mod kvæld og halvmørkt inde i stuen, hvor dansen går midt på gulvet i Ijorelyset, mens de gamle omkring ølkruset inde i skyggen snakker sammen om åring og politik. Da går døren op for fremmedfolk. En strøm af lys står ind fra svalen, som ligger i aftensol, og dansestøvet hvirvler sig i lysfloden. Et par store skygger letter på huen og trær over tærskelen. En vanskeligt koloristisk opgave, som den unge maler har tat fat på med let sind! Tidemand nytter her for første gang et motiv, som han fandt på sin første stu- diereise, rimeligvis i Vikør i Hardanger, og som han ofte har grebet tilbage til i senere billeder: den gammelnorske røgstue med sit Ijore-lys. Som malerisli motiv er jo slig en gammelnorsk røgstue en mageløs ting, et fund for en kolorist. De mørke lave væggene med de mørke dybe krogene, det høie mørke taget, som skråner op mod lyskilden — gis der en baggrund, som figurer kan springe trem fra med mere glimrende éclat, eller som figurer kan sige ind i så mystisk og svinde bort i skygger? Og selve dette centrale Ijore-lys, denne flom af dag, som bry- der ind fra mønet, kjæmper med røgen fra gruen, bølger omkring med den mellem spærrerne, skifter fra hvidt gjennem blåt til brunt, til sort — er det ikke et helt drama for en kolorist? Men kanske er også denne belysning af de mest fristende til malerisk løshed og dårlig effekt. Er der noget, som må males på stedet, så er det et sligt lysfænomen, intet atelierlys kan erstatte det. Men Tidemand, stakkar, måtte denne første gang hjemme i Akersgaden hjælpe sig, som han bedst kunde, med at fjærne et par tagsten oppe på et mørkloft, hvor han henlagde atelieret! Hvad han senere gjorde, når han hjemme på sit atelier i Düsseldorf malte norsk røgstue — og det gjorde han ofte — skal være usagt. Men det lykkedes ham sjelden at afvinde motivet de finere male- riske nuancer, oftest blev det bare den grovere effekt. I Haugianerne og i Tvekampen er dog Ijorelyset lykkelig nyttet i kompositionens tjeneste. 106