Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

DE FØRSTE FOLKELIVSBILLEDER — DÜSSELDORF. Søndagskvælden blev i det første eksemplar kjøbt af kong Oscar I og hænger på slottet i Kristiania. Var røgstaen et fund fra den første studiereise, så var stavkirken et bytte fra fidemands anden reise i norske fjeldbygder. Til det indre af Saudlands gamle stav- kirke henlagde han scenen i sit næste større billede Gudstjeneste i en norsk landskirke (1845). Et af de to eksemplarer af billedet er for et par år siden havnet i Kunst- museet i Kristiania. Det er et farvegrelt og usikkert tegnet, men livlig fortællende billede, forløber for det berømte Katekisationen; såvel skolemesteren som den lange dumme og den lille kloge bondegut er her nærværende som typer. Gudstjenesten var det sidste billede, Tidemand malte før sin afreise fra landet, efterat altertavlestriden havde gåt ham imod. I begyndelsen af 1845, da bestillinger fra forskjellig kant meldte sig og gjorde hans kår tryggere, holdt Tidemand bryllup med sin barndoms kjærlighed, og ud på sommeren gik reisen til Düsseldorf. I Düsseldorf faldt Tidemands norske bondeskildring ind som det manglende in- strument i en koncert af folkelivsmaleri. Og det vared ikke så længe, førend det var klart, at her var det ham, som kunde spille første violin. Helt siden slutten af SOårene havde folkelivsbillederne begyndt at vinde terrain overfor historiemaleriet.1) Becker, Jordan og amerikaneren Ritter gilt i spidsen. Den første som skildrer af tyske bønder i landskab (Høstfolk overraskes af et tordenveir, 1839), de to andre navnlig med skildringer fra sømands- og fiskerlivet i Holland og på den øvrige Nordsøkyst, hvilket Jordan helst så fra den lyse humørside (Frieri på Helgo- land, 1834 — Den forlegne elsker — Den første faderglæde — Lodsexamen — Hus- andagt i en sømandsstile, 1849, se afb. s. 74), mens Ritter snarere havde syn for det alvorlige og tragiske og stod Tidemand nærmere (Smuglere, som angribes af engelske dragoner, 1839 — Lodsens druknede søn, 1844). Ved siden af disse genremalere står i disse år før revolutionsåret 1848 som en typisk düsseldorfer Carl Hübner med sine sentimentalt agitatoriske billeder fra det sociale liv (Den spærrede brønd — Jagtretten og De sclilesiske vævere under hungersnøden, 1845 — Udpantningen, 1847, samt billedet i vort Kunstmuseum Udvandrere besøger før afreisen sine kjæres grave, 1846, et glat og sødladent billede). Efterat Tidemand i 1845 havde bosat sig i Düsseldorf, hvor han blev fastboende for livet, følger nu det ene billede fra norsli bondeliv efter det andet i rask ræk- kefølge. D Se Dietrichson, Adolph Tidemand, s. 64, 148 ff. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 14. 107