Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. Til Trondhjem gik en del mindre billeder fra 1846: 'Norsk juleskik, med benyt- telse af en tegning fra den telemarkiske studiereise af stabburet på Bolkesjø (i Trond- hjems bygalleri), to ubetydelige småbilleder sammesteds med humoristisk motiv Bon- den og hans kone, som rider fornøiet til kirke på samme hest og hjem igjen i øsregn og kjæmpende med brændevinets følger, samt Anmeldelse til konfirmation, hvor presten på vanlig tysk genremanér bestikkes med fede gaver. Derefter fuldførtes det i München påbegyndte billede af Håkon Jarls død som et intermezzo mellem folkelivsbillederne, der nu fortsætter med Aften ved Tinsjøen, Huslig scene (1846), Brevet fra Amerika (1847). Det sidste af disse billeder indleder forresten allerede en ny udviklingsfase i Tide- mands produktion, som teknisk betegnes ved en bredere penselføring og saftigere ko- lorit, — vistnok væsentlig en følge af det, han havde set og lært på en reise til Bel- gien i 1846. Mens Tidemand var hjemme i Norge, havde nemlig i 1843 to berømte belgiske billeder, Gallaits Carl V’s tronfrasigelse og Biéfves Den nederlandske adels kompromis, gåt sin seiersgang gjennem Tyskland og sat den tyske kunstverden i forbauselse ved fremstillingens sjeldne realisme og en i Tyskland useet koloristisk kraft. I miinche- nerskolen fremkaldte disse to historiebilleder en hel omvæltning, og selv i Düsseldorf blæste der en ny vind. I de første par år efter den belgiske reise blev de tre arbeider til, som er Tide- mands mest kjendte og afholdte, og da det tillige var disse arbeider, som gav hans navn klang ude i Europa, er årene 1847—1850 med en vis ret blit kaldt blomstrings- tiden i ridemands kunst. Kun må man ikke dermed tænke sig hans senere produk- tion som en væsentlig falmen og nedgang. Også efter den tid frembringer Tidemand værker, som er den største opmærk- somhed værd, og som endnu viser ham i udvikling. Ja, når et enkelt arbeide fra den nævnte »blomstringstid« undtages, skulde jeg endog være tilbøielig til at sætte hovedværkerne fra hans senere år høiest. Og på den anden side producerte han så- vel i den s. k. blomstringstid som senere en hel del, som ikke var hans talent værdigt. I det hele står det ikke til at nægte, at Tidemand var en ujævn kunstner. Dybt °g grundt, ægte og uægte, det alvorlig gjennemarbeidede og det altfor flygtige eller omtrentlige veksler i hans produktion. Og det kan ikke godt anderledes være med en kunstner, der producerer over evne. For det gjorde Tidemand. Han blev 62 år gammel, og hans arbeiders antal, stort og småt regnet, tæller i prof. Dietrichsons katalog 886 nummere, foruden 36 skissebøger og en portefeuille med større tegninger. 108