Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

BLOMSTRING OG OVERPRODUKTION. Selv om man regner tegninger, skisser og studier fra disse 886 nummere, blir der næsten halvdelen så mange virkelige billeder tilbage, deraf adskillige store og figurrige. lidemands uafladelige gjentagelse af engang udførte motiver, ikke efter naturen selv, men efter billedet eller studien, kunde ikke i længden undlade at sløve. Få eller ingen af hans folkelivsbilleder forefindes i bare et eksemplar. De er gjentat 2, 3,4— ja op til 12 gange! Sa mange gange kan ikke en maler føle inspirationen over sig hgeoverfor sin egen studie. Tidemand var desværre altfor svag for småbestillinger og gav alllor let efter for kunsthandlernes efterspørgsel om salgsvare. Kunstnerens vel- villige biograf forklarer denne svaghed som et udslag af godmodighed, en elskværdig karakter, som havde ondt for at si »Nei!« Det kan så være. Men så godmodig må ikke en kunstnei være, om lian vil bevare sit ry og efterlade et livsværit, som viser det bedste, han kunde. Dog — det er dette, vi har at søge, og vi skal lige lidet som hans biograf opholde os ved det »industrielle« i Tidemands produktion. i Allerede i hans første arbeide efter hjemkomsten fra Belgien, Læsende gammel kone i halvfigur med næsebriller, (et lidet billede, som desværre også blev så populært, at det måtte gjentages 12 gange) sporer prof. Dietrichson i billedets kolorit en gavn- lig virkning af de belgiske studier. Jeg har ikke set billedet og kan ikke dømme derom. Men lidemands første større billede efter den belgiske reise, Katekisation i en norsk landskirke (1847) røber unægtelig en større malerisk modenhed end de tidligere folkelivsbilleder. Billedet malte Tidemand for kong Oscar, som før hans afreise fra Kristiania havde bestilt et større folkelivsbillede hos ham, og det hænger nu på slottet i Kristiania. Katekisationen er kanske Tidemands mest populære billede, dels på grund af dets egne gode egenskaber og dels på grund af den fornøielige og karakteristiske tolk- ning, som Asbjørnsen har ledsaget billedet med i Tønsbergs Norge i tegninger. Enhver beskrivelse er unødig. Alle kjender denne overhøringsscene, som er henlagt til det indre af Hitterdals gamle stavkirke (også en høst fra Telemarkreisen i 1844). Ingen glemmer denne latterlige skolemestertype med det fortørkede legeme og den opblæste mine samt hans hornbriller på panden. Og lige tydelig står i vor erindring fra barn- dommen af den lange opløbne bondetamp med den lyse luggen dinglende ned i øinene — han, hvis vankundighed for øieblikket opfylder skoleholderen med foragtfuld medynk. Det forefalder kanske uventet at se Tidemand med sin lyrisk-sentimentale bega- velse hengi sig til den humoristiske genre. Men unægtelig er det her lykkedes for 111