Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. ham at skabe et værk, som både er djærvt komisk og ikke ganske harmløst i sin satire over »seminaristtypen«. — På dette tidspunkt i Tidemands liv tar det sin begyndelse, det nære venskabs- forhold til Hans Gude, som vedblev at bestå, også efterat Gude havde forladt Düssel- dorf, ja sålænge Tidemand leved. Dette venskab mellem to kunstnere, som snart kunde rivalisere i verdensry, fik ikke alene en personlig betydning for de to noble mennesker, som det bandt sammen for livet. Også kunsthistorisk har det sin betyd- ning, forsåvidt som det førte til et samarbeide mellem den største norske figurmaler og den største norske landskabsmaler i det tidsrum, vi her behandler. De havde mødt hinanden før, Tidemand og den 11 år yngre Hans Gude. Ikke dengang da Gude 16 år gammel kom til Düsseldorf; da var Tidemand netop reist til Italien. Men to år senere, i 1843, på en studiereise i Norge havde de truffet hinanden. Tidemand reiste dengang sammen med en bekjendt hamburgermaler, som Gude kal- der »den djærve prægtige« Kaufmann. Selv havde han følge med en atelierkammerat fra Düsseldorf, landskabsmaleren Leu, som tydeligvis har irriteret ham både ved sin Hid og sin grættenhed. Om mødet med Tidemand og hans reisefælle tilstår Gude: »Jeg følte mig stærkt tiltrukken af Begge, og skulde givet Meget for at kunne slutte mig til dem; men jeg var jo bunden af Leu, som med sin Grættenhed ofte gjorde Reisen sur.« Et par uger senere traf de hinanden igjen i Hardanger og tilbragte nogle dage sammen i Ulvik. »Ved dette Møde med Tidemand gjorde hans — saavel personlig som kunstnerisk — fine, ædle Væsen et Indtryk paa mig, som under vort senere Ven- skab for Livet aldrig udviskedes«.1) I 1847 kom Gude tilbage til Düsseldorf fra Hjalmar Kjerulfs dødsleie, dybt for- stemt over tabet af sin bedste ven. Det gjorde ham derfor godt at træffe Adolph Tidemand og hans unge kone og møde godhed hos disse stilfærdig hjærtelige men- nesker. »Vort Bekjendtskab fra Sognefjorden blev snart et Venskab for Livet.« Også for Tidemand som kunstner har Gude næret en oprigtig beundring, han følte sig æret ved samarbeidet mellem dem, og om Tidemands folkelivsbilleder fælder han den gunstigste dom. Selv om man må regne noget med de varme følelser, som han næred for maleren personlig, og med det modsætningsforhold, som Gude med årene kom til at føle mellem deres slægtled og yngre slægtled af norske kunst- nere, har selvfølgelig Gudes dom om Tidemand sin store interesse. 6 Se Gudes livserindringer, Af Haus Gudes Liv og Værker, udgivet af L. Dietrichson. Kr.ania 1899, s. 15—16. 112