Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HAUGIANERNE. Omkring prædikanten som midtfigur er kompositionen bygget op gjennem en række af modsætninger mellem tilhørerne. Som lyset bryder sig i en glasprisme, bryder talerens ord sig i tilhørernes sind med hele skalaen af afskygninger fra sløvhed til overvældelse, fra tvil og grublen til tro og hengivelse. Gjennem en kjæde af kon- traster er dette malerisk meddelt, kontraster i alder og kjøn, type og temperament.1) Se f. eks. den opretstående skaldede mand med korslagte armer og det stærke forskende ansigt midt i forsamlingen, det er ikke vanskeligt at finde hans modsætning i baggrundstilhøreren henne ved sengestolpen, han som med tungt hode og hængende armer skal udtrykke den slappe overgithed. Eller kontrasten mellem den gamle kjæmpe i kubbestolen, som danner billedets virkelige midtfigur — ligesom prædikanten er den ideelle midtfigur og kompositionens topfigur — og så unggutten som står lyttende bag hans ryg. Den gamle sidder der som et billede på det omvendte hedenskab, egenviljen, som går i sig selv, eller hvad man nu vil kalde denne oldnordiske kjæmpetype med de foldede hænder og det mørke blik. Og ynglingen står der som det viljeløse sværmeris legemliggjørelse, klarøiet og langhåret og med smilet flydende over alle træk. Ja, med kløgt er billedet bygget. Røgstuens steile kirkelignende tag har kunst- neren benyttet til at gjenta og styrke billedets triangulære komposition og fremhæve hovedfiguren. Ljore-lyset fra oven har han benyttet — om ikke netop som en stol- kolorist, så dog som en klog kunstner. Det stemmer til høitid med sin sølvblå tone på de lette røgskyer under taget; det minder om »himlene åbne!« Og over den unge sværmeriske forkynder, som kunstneren ved et høiere stade har løftet op i dette lys, kaster det et forklarelsens skjær, hvis årsag man kanske ikke straks gjør sig rede for, men som man med en gang fornemmer. Ja, hvert hode i forsamlingen bidrar dette lys til at karakterisere sjælelig. Hvert ansigt, som løfter sig, blir rent og klarøiet, i hvert sænket hode markerer det tvilens og eftertankens skygger. Der er klarhed i fortællingen på hvert enkelt punkt, der er enhed i handlin- gen og en letfattelig enkelhed i alle typer. Og det, at samtlige figurer på dette figurrige billede befinder sig i ro, at ingen bevægelse er handlende, men alle kontem- plative — gir billedet dette anstrøg af at være plastisk, som, da det fremkom, bragte Thorvaldsens navn på læben. Der er også en anden kunstner man kommer til at skimte bag billedet, om end i umådelig stor afstand: Raffael. Her viser det sig, at Tidemand, illustrator som han var, har lært noget af den største af alle verdens illu- stratorer, han som fortæller som ingen anden. D Med indtrængende kjærlighed til emnet har prof. Dietrichson i sin bog analyseret billedets indhold og formelle komposition og fremdrat kontrastmotiver, som han indordner i tidens æsthetiske system. Ad. Tidemaiid II, 137 ff. 119