Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. ADOLPH TIDEMAND NORSK GRAVØL, 1854. Studie i Kunstmuseet i Kristiania. Idealerne liavde skiftet siden Brudefærdens dage. Den rolle som Welhaven og den gamle romantik havde anvist kunsten, — »at smykke Festen paa en Hviledag« — blev i længden for ensformig både for kunsten og dens publikum. Tiden var fuld af energisk virkelighedstrang. Man havde fåt nok af sødme og de »gjennemluttrede bil- leder af livet«. Smagen følte hunger efter noget rammere, og en voksende vilje til at si sandheden bemægtiger sig også kunsten. Derfor var det heller ikke med udelt beundring, at Tidemands Norsk bondeliv på Oscarshal blev mødt. Der var dem, som ikke var blinde for, at dette havde lidet eller intet med den norske bonde og hans liv at gjøre. Ti en ny slægt, som kræved virkelighed også i kunsten, holdt på at afløse den gamle æstheticerende romantikerslægt. Desuden var ikke den norske bonde selv længer noget mythisk begreb. Fra femtiårene af og fremover begynder han at gjøre sig gjældende, ikke bare i litteratu- lens omslirivning og omfarvet af kunsten, men lys levende og næsten generende hånd- gribelig — i politik, i offentligt liv, også det litterære. Omkring skiftet fra 50 til 60årene 128