Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

J. C. DAHL. nyere landskabsskoles ledende mænd, og blandt hans landsmænd fik han ord for at være »Europas første landskabsmaler« — et lovord, som i sin naive absoluthed rummer en ikke liden relativ sandhed. Dahl er oftere nævnt som »skaberen af det romantiske stemningslandskab«. Men tiltrods for hans nære forhold til Dresdener-romantikernes kreds og fornemmelig til den udpræget romantiske landskabmaler Caspar Carus kan Dahl dog ikke i egent- ligste forstand kaldes en romantiker. For hans livfulde og positive temperament blev den tyske romantiks drømmeriske livssyn og sværmeriske kunstanskuelse altid fremmed. Både som kunstner og som menneske var Dahl en oprindelig og kjærnesund natur, et freidigt gemyt, som med klare øine gik virkeligheden imøde. Han kjendte intet andet formål for sin kunst end det ligefremme: at meddele sin følelse for naturen gjennem ærlig, men åndfuld gjengivelse af naturens former og farver. Derfor kan al hans kunsttheori og summen af hele hans kunstneriske stræben sammenfattes i det ene feltråb: Tilbage til naturen! Med de tyske romantikere mødtes Dahl i fælles foragt for en udlevet akademisk tradition, og i troende tillid til individualismens ret og styrke i kunsten gjorde han fælles sag med dem. Men i virkeligheden var dog Dahl en lysvågen naturalist, en blot og bar maler, som aldrig forvilded sig ind i romantikens spekulative mysticisme eller lod sit maleriske klarsyn fordunkle af litterære bihensigter. Og som maler var Dahl en eminent begavelse. Hans pensel er kanske den eneste virkelig geniale pensel i norsk landskabskunst. I hans sprudlende friske naturstudier og i hans bedste billeder er der en iagttagelsens fylde og rigdom og en umiddelbar- hed og styrke i opfatningen som hos ingen anden samtidig tysl< eller nordisk land- skabsmaler, og hans pensels foredrag glimter af ånd og liv og legende ynde. Hans rastløst strømmende produktivitet, hans improvisatoriske skaberevne, hans levende hukommelse for et naturindtryks nuancerigdom har sammen med hans varme fædre- landssind gjort Dahl til den berømmeligste og den ypperste skildrer af norsli natur. »Norge er en frisk Jord, der ei er bearbeidet og kan give et stort Udbytte«, skriver han alt i de tidlige ungdomsår. Endskjøndt han var dømt til at leve fjernt fra det land, han elsked, ophørte han dog aldrig at tolke og forherlige sit fædrelands maleriske skjønhed. Gang på gang søgte han på kortere og længere sommerreiser tilbage til Norge, gjennemstreifed landets dalfører og fjeldvidder, fulgte dets kystlinjer og trængte ind i de dybe fjorde for derpå med mættet øie og befrugtet sind at vende tilbage til sit atelier i Dresden. Og her blev hans rige høst af studier og indtryk omsat i en staselig række af norske landskabsbilleder. Fortrinsvis var det vel sin egen landsdel, Vestlandet, som Dahl skildred, og fremfor alt var han en begeistret tolker af naturen i Bergens stift, hvis alvor og ynde 4