Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. vil erindre, blev motivet stillet som tableau vivant på festforestillingen i 1849. Men allerede året i forveien dukker ideen første gang op, efter læsningen af Wolfs novelle. Vistnok var i denne første skisse striden henlagt til gårdstunet udenfor gjæstestuen, som også i fortællingen i Bien.^ I 1854 og 1857 følger nye oljeskisser, gjennem hvilke motivet udvikler sig til den klarstøbte komposition i det endelige billede, hvis udførelse tog al kunstnerens tid og kraft i året 1863. I februar 1864 skriver Tidemand til Gude: »Endelig er jeg da færdig med Billedet, som nu er udstillet, og Gudskelov, jeg har Glæde deral; aldrig er noget Billede af mig blevet optaget med saameget Bifald at Kunstnere og Publikum. Mange finde jo Gjenstanden frygtelig — men alligevel. Man siger, at Damer har faaet ondt af at se det? Underligt nok, at dette Billede, som har fordret den største Kraftanstrængelse, er bleven til i den Tid, jeg har følt mig svagest.« (Det var i de år, at Tidemands helbred begyndte at bli vaklende). Noget udført eksemplar af billedet eksisterer ikke i Norge - det blev i 1862, da Tidemand besøgte London, bestilt af en Mr. Morrison og ikke senere gjentat. Da ’ jeg ikke har havt lykke til at se billedet i England, kan jeg ikke udtale mig om farve- virkumgen, der beskrives som mere end almindelig kraftig og temmelig urolig, men stemmende med det lidenskabelige emne.2) Men om kompositionen gir såvel den her afbildede radering af L. H. Fischer8) som den store karton i Kunstmuseets håndteg- ningsamling fuld besked. Billedet fremstiller slutscenen på en uhyggelig tragedie, en scene som er fyldt af bevægelse på ethvert punkt. Optrinet foregår i en vældig gammelnorsk røgstue af dem med en lukket hjel under taget, hvortil stiger fører op. Et mægtigt bjælkeloft uden spærrer reiser sig steilt mod Ijoreåbningen. Gjennem den falder allerede morgengryets lysning ind over svære væltende røgmasser og over scenen fremme på gulvet. Kesten af rummet hviler i halvmørke, usikkert oplyst af det flakkende bål på gruen henne i det ene bagre bjørne. Men just nu baner gjennem gluggen på den modsatte væg den første skrå solstråle sig vei gjennem mørket, træffer en osende tyriprås og et mægtigt udskåret dragehode, som reiser sig fantastisk på en lang hals ud af røgbølgerne. Laget er endt, som det pleied at ende på oldnordisk bærsærkervis i hine haarde Dage, da ved Øldrik og Svir Hallingdølens Knivblad sad løst i hans Slir, — da Kvinderne til Gilde bar Ligskjorten med, hvori de kunde lægge sin Husbonde ned... B Således også i den tegning, som er afbildet i Norske Folkelivsbilleder 2) Dietrichson, Adolph Tidemand II, 88. 3) Efter Adolph Tidemands udvalgte Værker, udg. af Chr. Tønsberg. Chr.ania 1877-79. Fol. 130