Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TVEKAMPEN. Stridsøkserne med de lange stålomvnndne skafter og sølvbæltet ligger slængt fremme på gulvet, men begge bæltespændere har fåt banesår. Den ene ligger allerede livløs udstrakt på langbænken med blottet bryst og åben vunde. Hans unge hustru er halvt afmægtig sunket sammen ved hans hode, og et lidet barn gjemmer sig for- skræmt hos hende. Den anden slåskjæmpe blir netop løftet fra gulvet af to stærke karer; men idet han bæres bort døende, sender han et ondt blik efter sin modstander. Rundt om hersker den vildeste forvirring. Kvinderne klumper sig vetskræmte sam- men, jamrende barn har kløvet op i sengestedet, de drukne mænd sværger på hævn, og fremme i forgrunden åbner gulvet sig, og kjøgemesteren med lygte og fyldt ølkrus stiger op af kjælderhalsen; thi den seirende Mand kan sagtens vel behøve at kysse Bollens Rand. Men endnu er der to figurer, som tiltrækker sig opmærksomheden. Den ene er spillemanden, som har spillet Fanitullen for dem, og som nu med nydende gysen trækker sig unda fra følgerne; hans diabolske silhouette tegner sig sort mod bålets flammer. Den anden er den gamle Frakark-lignende kvinde, som er billedets centrale og mest fængslende figur. Hun ser vel ud til at kunne ha ægget til kiv og kastet hid- sende ord ind i kampen. Nu trænger hun sig frem mellem offrene og slynger med løftet hånd forbandelser ud, så hendes krumbøiede skikkelse står i en lysning af hævn og vildskab. Aldrig vilde Tidemand ha malt denne sagaskikkelse uden at ha følt sig grebet af sagatonen i tidens unge dramatiske litteratur. — Ved siden af Haugianerne er Tvekampen Tidemands betydeligste kunstnerbedrift. Så vidt forskjellige, som de to billeder er i emne og menneskeskildring, har de dog tilfælles en klar og fast komposition, hvis grupper føier sig udtryksfuldt i rythmiske linjer. Men man fatter, at der ligger et helt systemskifte i kunstsyn mellem disse to billeder. Selv ikke en idealist som Tidemand kunde bli uberørt af den realismens erobrergang, som udgåt fra Frankrige og Belgien i disse år underlagde sig Europa. De belgiske koloristmesteres turné gjennem Tyskland havde indledet og verdensudstil- lingen i Paris i 1855 fuldbyrdet realismens seir. Münchenerskolen var i 60-årenes be- gyndelse allerede helt, düsseldorferkunsten halvt underkastet den fianske paviikning. Malere som Knaus og Vautier, den yngre slægts førstemænd i Düsseldoif, liavde i 133