Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

ADOLPH TIDEMAND. Paris lært sin kunsts håndværk ganske anderledes solid, end man i Tyskland ante, at det kunde læres. I vore dage synes kanske disse kunstneres realisme at være en ny og forbedret udgave af den gamle Dorfgeschichte, skarpsindigere iagttaget og mere detaljeret fortalt. Anderledes vel for hin tids syn. Dengang slog sikkert realismen publikum ganske kraftig imøde fra deres produktion. Men deres tekniske mesterskab slog alle indven- dmger til jorden. Ud over Dorfgeschichten kom alligevel aldrig tyskerne i sin bondeliv- skildring. Den storladenhed i følelse og plastik i form, som hæver Millets bondeliv- skildring til en art af religiøs monumentalkunst, var og blev tyskerne fremmed. Og lige fremmed stod de overfor den saftfulde og kimerige sanselighed i Courbets kunst. Istedenfor Courbet valgte man en eklektiker som Couture til forbillede1), og de Mil- letske ideer blev for de sentimentale tyskere først nydbare i den forsødede form, hvori de gjenfindes i Jules Bretons Bretagne-billeder. Til den yderliggående realisme, slig som Courbet proklamerte den på sin privat- udstilling i Paris, jevnsides med verdensudstillingen i 1855, kunde allermindst en natur som Tidemand overgi sig. Han har sikkert syntes, at Courbet var en rædsom pøbel — som omtrent al verden dengang syntes. Men Tidemand, som selv gjorde en så stor lykke på udstillingen, har sikkert nok under dette sit Pariserbesøg kjendt, hvorledes luften selv i udstillingsalene var svanger som før et tordenveir, og at den brutale virkelighed kunde komme til udbrud i kunsten, hvad øieblik det skulde være. — I Tvekampen har Tidemand med stor energi samlet sin evne til selvfornyelse, og i sit næste store billede Fanatikerne, som to år senere (1866) forlod hans atelier, er han gåt endnu videre i realisme. Tidemands kunst har her spændt buen så høit, som den overhodet kunde tåle. Den tidligere søndagspudsede idealisme er veiret bort, og kunstneren har gåt den uhyggelige virkelighed så nær indpå livet, som det i det hele tat var muligt for en gammel diisseldorfer-romantiker. Det ei betegnende, at mens 1 vekampen endnu har noget fjærnt og saga-agtigt over s'g> og mens det første idéfrø til dette motiv sprang over fra en romantisk novelle, handler Fanatikerne om en yderst aktuel foreteelse, og det er fra en sindsygelæges af- handling, at kunstneren denne gang har hentet inspiration.2) h Coutures Décadence Romaine på verdensudstillingen i 1855 blev fremfor noget andet billede beundret som en malerkunstens triumf, og kunstnerens atelier blev oversvømmet af elever af de for- skjelligste nationer, blandt dem også den norske maler Isaachsen. 2) En opsats i Folkevennen af senere medicinaldirektør Dahl. »De har ved Deres interessante Skrift om Sindsygetilstanden i Norge og, hvad dermed staar i Forbindelse, givet mig Oplysninger uden hvilke jeg neppe havde kunnet udføre mit Maleri Fanatikerne^ skriver Tidemand selv til Dahl. 134