Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HANS GÜDE. Kristiania, en natnrelsker og ivrig jæger. Guttens evnerige lyse natur blev tidlig kultiveret i flere retninger, særlig hans betydelige musikalske begavelse og hans teg- nerøie. Hans far gjorde, hvad han kunde for at finde habile tegnelærere til ham, men det var skrøbelig bevendt med sådanne i den tids Kristiania. Den bedste var vel gamle Flintoe, hvis udstillede »Cosmorama« med norske prospekter bag forstørrel- sesglas vakte såvel fars som søns store beundring. Det blev besluttet, at man skulde spørge ham, om han vilde undervise den 12årige Hans, »omendskjønt Flintoe var udskreget som en menneskefiendsk Mand, hvem det var farligt at nærme sig.« Det lykkedes ikke alene at opnå denne gunst, men gutten vandt endogså den gamle grine- biders fortrolighed, og et par år igjennem tegned Hans Gude efter Flintoes råd på den M- tegneskole antike hoder og figurer under Flintoes korrektur. »Han var en Kunst- nernatur, ogjeg skylder ham væsentlig, at jeg saa tidlig fik en vis Sans for Formskjøn- hed«. Det er den dom Flintoe får af sin elev, der selv blev en så fortrinlig lærer. Da Hans Gude var 14 år gammel, gjorde han sin første studiereise til Bergens stift, d. v. s. han fik i en sommerferie lov at følge med en gammel lærer, som drev landskabsmaleriet som håbløs dilettant. En tegning fra denne reise kom Welhaven for øie, og da den almægtige kriticus fandt talent i den, var dermed Hans Gudes !ykke gjort. Efter et uheldigt examensresultat gik nemlig Welhaven til den gamle Gude toi at overbevise ham om, hvor overflødig en studenterexamen var, og hvor nødvendig en reise til Düsseldorf var for det unge talent. Det faldt ham ikke van- skeligt at overtale faren siger Gude — »thi det var egentlig hans hjærtes ønske.« Og i august 1841 seiled Hans Gude med en trælastskude fra Drammen til Amsterdam for derfra at fortsætte til Düsseldorf. Han var da 16 år gammel. Det kan synes underligt, at man dengang i 1841, da J. C. Dahl endnu stod i sin fulde blomstrende kraft og øved lærergjerning i Dresden, gik den berømte lands- mand og hans by forbi og sendte den vordende landskabsmaler til Düsseldorf for at lære. Men forklaringen ligger forhåbentligvis deri, at Hans Gude dengang ikke drømte om at bli landskabsmaler, men historiemaler. Han vilde i Düsseldorf bli Hildebrandts elev, som Tidemand havde været det. En nokså beklagelig misforståelse, når man ser hen til de følger, det har havt for norsk kunstudvikling, at Gude istedenfor at Liæde i direkte elevforhold til Dahl netop kom i afhængighedsforhold til den kunst- skole, som var Dahis retning mest modsat. Utvilsomt havde det været til held for Gude selv og end mere for alle dem, som fulgte i hans spor, om den naturlige ud- viklingslinje i norsk landskabskunst fra Dahl og Fearnley ikke havde lidt brud, og den norske malerskole havde gåt fri for de påvirkninger, den i Düsseldorf lå under for. Uden betydning for Gudes udvikling som kunstner har selvfølgelig Dahl ikke været. Det, han i sin barndom så af Dahls og Fearnleys bilder, var Hans Gudes tid- 144