Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HANS GÜDE. Tegning viste, og raadede mig til at forandre mit Forsæt og heller, medens der endnu var Tid, optage Studeringerne igjen.« Imidlertid trøsted Achenbach ham og tog sig foreløbig af hans undervisning. »Nu var jeg da ogsaa trøstet og gav mig freidig ifærd med Achenbachs friske norske studier1), som aabnede for mig en hel ny Maade at se Naturen paa.« Da Gude siden kom ind på akademiet som Schirmers elev, kom mesteren efter- hånden til en anden opfatning af sin elevs evner. Ja, i den grad, at Gude efter et par års læretid blev sin lærers hjælper ved undervisningen. Og da Schirmer i 1854 forlod Düsseldorf for at overta en professorstilling i Karlsruhe, var det netop Gude, som blev udset til hans efterfølger som lærer ved akademiet. Alligevel kom Gude aldrig fuld beundring, men i grun- den ganske uforstående stod han overfor den gamle stil- kunstners strengt opbyggede og klarformede kompositio- ner. Gudes evne lå ikke for den strenge stil, og han har sikkert i sin studietid tileg- net sig mere af Andreas Achenbachs kunst end af Schirmers. Johan Wilhelm Schirmer (1807—1863) står som en i noget nært forhold til sin lærers kunst. Med respekt- J. W. SCHIRMER. eiendommelig og nokså en- som mand i düsseldorfer- skolen. Midt i al den blød- agtige kolorisme står han som en linjekunstens repræ- sentant. Gjennem Carstens og Koch stammer hans kunst ned fra Gaspar Poussin og det gamle heroiske landskab, og selv danner han i denne kjæde forbindelsesleddet med Bøcklin, der begyndte som Schirmers elev. Som de an- dre düsseldorfere havde også Schirmer til en begyndelse støttet sig til de gamle neder- lænderes forbillede, og Gude fremhæver stærkt hans realistiske begavelse. »Men netop på den Tid begyndte — skriver Gude — Schirmer paa Reiserne til Italien at se Na- turen med Poussins Øine (d. v. s. stiliserende). Hans kjærnesunde, robuste og ægte naive Kunstnernatur blev i Rom saa stærkt paavirket af de ældre Landskabsmaleres Værker saa vel som af den filosofiske og poetiske Aand i Kunstnerkredsen der, at hans oprindelige, eminente realistiske Begavelse senere blot spillede den Tjenendes Rolle. Min Tro er det, at han som Realist vilde have gaaet i Spidsen for hele den nyere Tids Landskabskunst.« Selv om nu dette kan synes et noget stærkt udtryk for andre muligheder hos Schirmer, har selvfølgelig Gudes eget udsagn den største vægt, når han siger: »Det var Realisten Schirmer, som var min Lærer, og jeg har aldrig havt nogen Forstaaelse af det saakaldte historiske Landskab. Men selv om Gude ikke oplog p Fra hans reise i Norge sammen med Fearnley i 1839. 146