ForsideBøgerNorske Malere Og Billedhu…unsten I De Første 80 År

Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

Forfatter: Jens Thiis

År: 1904

Forlag: John Griegs Forlag

Sted: Bergen

Sider: 316

UDK: St.f. 75(48)Thi

En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
BLIR PROFESSOR I DÜSSELDORF. Men på bunden af Gudes mismod lå hjærtesorger, og det lysned snart igjen for ham, da han ud på sommeren kunde ægte Betzy Anker, hun som i de seneste år havde behersket hans sind, og som fra nu af til hans dages ende vedblev at være for ham hans livs store lykke. Den sommer malte Gude i Sognefjorden »de bedste Studier, jeg indtil da havde malt«. Og så gik reisen til Düsseldorf. Men tiltrods for al lykke og det selskabelige liv, som det unge feterede par nu kom til at føre i Düsseldorf, og tiltrods for, at hans produktion flød ganske rigelig videre, har Gude ikke havt det helt godt med sin kunst i disse år. Han klager gjentagende over kraftløshed i sine egne studier, som han siger var så »blege og ængstelige«, at han ikke havde den ringeste nytte af dem. Troligvis er det rædselen for rutinen, som begynder at vågne hos ham. Han var nu tilstrækkelig gammel kunstner til at ha erfaringer om den lumske forfaldenhed, som just de rigest begavede kunstnere let fristes til, og som i kort tid graver hjærte- bunden bort under de største evner. I Düsseldorf synes han at ha musiceret og levet selskabslivet med vel så meget, som han malte, og da han våren 1853 ikke længere holder det ud, men må hjem til Norge igjen, flakker han først sommeren nokså hensigtsløst bort, og »den uendelig lange vinter« går hen med at være gjæst, spille schak og disputere om theologi. Den sunde, harmoniske Hans Gude holdt på at bli helt »tusset« med spøgelsefrygt og melankoli. »Ud paa Vaaren, som jo da endelig kom, var jeg saa modløs, at jeg ikke var istand til at tænke mig, hvordan det skulde gaa videre; jeg havde ingen Tiltro til mit Talent, jeg havde saa lidet Stof fra de sidste Aar, at jeg følte mig som tom og lammet.« Da fik han et stort embedsbrev fra akademiet i Düsseldorf med spørgsmål, om han vilde ta imod professorposten i landskabsmaleri. Posten var blit ledig efter hans lærer Schirmer, som var blit kaldet til direktør for kunstskolen i Karlsruhe. Det var ingen post til at hoppe op i, allermindst for en udlænding, med forbi- gåelse af hele skarer af tyske landskabsmalere, som med mere eller mindre grund kunde gjøre sig forhåbninger. Og nordmanden var netop fyldt 29 år! Men Gudes kritiske evne og lærerbegavelse var allerede tilstrækkelig kjendt i Düs- seldorferateliererne, hvor han så ofte havde rakt en hjælpende hånd til vennernes bil- leder og hvor han smigredes med navnet »luftdoktoren«. (Det var så underlig skik og brug i Düsseldorf med at la vennerne »fuske« for sig.) Og efter en kort overveielse slog han til, tog mod posten og brugte sommeren til at ruste sig med nye studier under reiser i Telemarken, hvor han en tid var gjæst hos familien Cappelen på Holden og foretog studieturer med sin unge ven August Cappelen. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE — 21. 163