Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

Det er med rette blit fremhævet af hans biograf,1) hvorledes Glides kunst i na- turlig selvudvikling har gjort kunstbevægelsen med fra romantik til realisme, fra mere subjektivt stemningsmaleri til mere objektiv naturskildring. Og betegnende for denne udviklingsgang er motivvalget for hans norske billeder. I de ældre af dem er motiverne fortrinsvis hentet fra det ødslige høifjeld og fra Vestlandets imponerende natur med de stærke modsætninger. I senere år derimod var det oftest Østlandets lunere fjorde og kyststrøg, den mere fordringsløse natur, som med al sin intime nuancerigdom fængsled ham. Motiverne for hans billeder blev efterhånden snevrere. Fra høifjeldsvidden til Smålenenes agerland og Jarlsbergs lunde, fra den stormfulde havkyst til skjærgården, til de blanke viker og bugter af Kristianiafjorden, fra høilandet i Wales og Skotlands tågede bjergegne til Rügens flade sandstrand med de lange blanke dønninger — det er veie, som Gudes kunst har tilbagelagt. Det er vel ikke tvilsomt, at Gude ad disse veie mere og mere nådde ind til sin egen natur, som var mild og blid og havde størst sans for det elskelige. Hans kunst står langt borte fra det, som vi forestiller os ved begrebet det monumentale. Hans form er kun sjelden — som i Høifjeldsbilledet i Kunstmuseet — stor, aldrig streng. I det meste, han har gjort, er der en smagfuld omhu i behandlingen. Bare nu og da, i hans kunstneriske svaghedsperiode, kan behandlingen forfalde til løs form og altfor letkjøbt farveeffekt. Overhodet var Gude en større tegner, end han var kolorist. Men farveholdningen i hans gamle og nyere billeder er meget forskjellig. Som hans samtids malerkunst i det hele tat koloristisk arbeided sig fra mørke høiere og høiere op i lys, så stræbte også Gude i sin senere produktion efter at bringe mere friluftsvirkning ind i billederne gjennem lysere og koldere farver. Men enten det var en medfødt spagfærdighed eller hvad det var, som afholdt ham fra at ta de sidste konsekvenser af denne udviklings- gang, — hans billeder vandt ikke på moderniseringen. I Gudes bedste billeder fra ungdommen og især fra hans midtre tid er tonen ubetinget skjønnere, rigere og gemyt- i) Prof. dr. L. Dietrichson i indledningen til Gudes livserindringer. 189