Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

HANS GLIDE — KARAKTERISTIK. fuldere. Nogle af de gamle billeder som Brudefærden er overkolorerede, brogede og blankstrøgne.1) Men i de bedste af dem som f. eks. Hvile ved bækken kan farven ha en deilig gylden dybde, børst i senere billeder, især fra Berlinertiden, råder der ofte en tør, hvidladen tone, som skal være »sølvern«, men som oftere virker mager. Under- tiden klinger heller ikke lokalfarverne rent sammen, og en svaghed spores for at »live op« i ellers godt og fint stemte landskaber med en altfor broget påklædt staffage, som ikke falder ind i tonen. Bedst som kolorist er kanske Gude i de farvelagte tegninger og de let tonede akvareller. Han havde som oljemaler en lidt kjedelig og ensformig penselføring — strøget var mat; derfor nådde han heller ikke fuld stoflighed i virkningen. Men med stor naturlighed og lethed betjener han sig af den gjennemsigtige vandfarve og pen- konturen i forening til på sin ligefremme og indtagende vis at fortælle os om de mangfoldige yndige små kroger og hjørner, han opdaged ude i den natur, hvor han lige til sin høie alderdom færdedes, færm og rørig. Det var denne sjeldne evne til at bli fortrolig med naturen, som var Gudes styrke. Han hører til dem, som har let for at komme på en god fod med alle, også med naturen. For hans godslige ligefremhed åbned alt sig. Der findes ikke stænk af mystik, ikke skygge af angst i hans naturskildring, selv ikke hvor den er dybt alvorlig, som i Høifjeldsbilledet. Hans modpol i norsk kunst er Env. Munch. Altid er han jevn og sund og med stærkest sans for det venlige, det behagelige, lige ned til det koselige. Og han har denne lette og ligefremme, men ligefuldt graciøse, overordentlig indtagende måde at meddele sig på. Gjennem den får ogsaa det ubetydelige værd i hans kunst. Han er en vindende kunstner. »Jeg for min Del — skriver han selv — er nemlig i høi Grad modtagelig for Alt, hvad det Naturliv, som omgiver mig, bringer Dag for Dag, og kan ikke modstaa Trangen til at fremstille det Ubetydelige, der netop byder sig idag, naar jeg kanske helst burde holdt mig til det Betydeligere, jeg saa igaar. Derfor har jeg ogsaa en Mængde Studier, som kanske bedre kunde have været ugjorte; jeg burde have samlet mine Evner til at frembringe „non multa, sed multum“. Del er en afvæbnende beskedenlied i en sadan udtalelse af den rigt begavede og frodig skabende kunstner, som enhver norsk skylder taknemmelighed, fordi han har indvundet for vor kunstbevidsthed store strækninger af vort land. Men der ligger ikke liden sandhed i denne selvkritik. Gude hører ikke til de dybe, intense bund-originale kunstnernaturer. Men han liøier til de lykkeligste og bedst udrustede. Han er Aladdin i norsk kunst, om norsk D »I Totalvirkningen af Gudes Malerier er der hyppig Noget, som minder mere om smukke Farvetryk end om den Virkning, man venter og forlanger af et Oljemaleri« (Jul. Lange, Nutidskunst). 190