Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

LYRIK. jorden op og blottet århundreder gamle rødder, den morkne stamme, som lynet engang splintrede og lammede i dens rod, den frodige mose, som ingen menneskelig fod har betrådt, den rådne jord, hvor ikke engang sumpplanten kan vokse — men over al denne afdøde og dømte natur aftenhimlens stille gyldne klarhed! — hvad er det hele andet end en engang følt dødsstemning hos kunstneren, som her har tat synlig form? Eller det andet billede af Cappelen i Kunstmuseet, hvortil motivet angivelig skal være hentet fra Telemarken, fra den egn, hvor kunstnerens far bodde: Furumoens stilhed, tjernets blanke sorte speil mellem overmoset fjeld og ældede stammer, de blånende åsers fjerndrag og himlens høie klarhed — et par gjeder og en sæterjentes puslen omkring i stilheden — er det andet end et malerisli udtryk for en sindets hvilestund, en stemning som er sår af ensomhed, men mygnes af blide, vage længsler? Begge billeder er malt i 1852, i det rastløse produktionsår, Cappelen havde lige før sin død, og det ene af dem, Uddøende urskov, nådde han ikke at fuldføre. Fra det samme år er også det tredje af Cappelens billeder i Kunstmuseet. De to andre er indbyrdes nokså forskjellige billeder i stemning og i farvevirkning, men dette er igjen meget forskjelligt fra dem begge. Det er det norskeste billede af de tre, skjønt det er malt i en pragtfuld fløilsdyb kolorit, som virker fremmed for vor tids syn på tonen i norsk landskab. Det er et mørkt skoglandskab inde fra dybet af Norge. Storskoget fjeld med tyngsel af skodde og knap himmel over åbner sig for et elveløb i vårflom. I det mosede ulænde langs Ijeldelven, mellem aflagrede kjæmpeblokker og rådnende vindfald står endnu et par storfuruer igjen med afknækket top og afkvistet stamme. Den røde tannede stok stikker af mod det svarte skogdyb, og trodsig løfter den en liden skrum- pen rest af en krone, som står ud til den ene side og ligner et kort kvindehår, som vaier for en nordenvind uden ophør. Men fremme i billedet skummer elvestryget bredt imøde og bryder den sorte stilhed med sin hvide larm. Der er nogle små men- nesker i denne store natur, nogle tømmerfløtere, som arbeider med at løsne stokker, som har fæstnet i løbet. Men lidet ænser man disse små menneskemyrer og deres slid ude i det kolde vårvand. De svinder bort mellem de tilmosede kampestene, de overdøves af fjeldelvens brus og overrages mangfoldig af kjæmpefuruerne og den stor- skogede ås. De er bare til for at øge vildheden og ensomheden og magten i den natur, som fra billedet slår imøde med furulugt og skodde og væte fra elvens isvand. Men denne natur er ikke set i umiddelbar naivitet, men digtet og sammenbygget under en stor pathetisk stemning. Den er som en malet gjenklang af den Schellingske naturmystik. Og denne dybstemte, glansfulde kolorit af yppigt grønt og saftigt brunt og fløilssort sammen med det rømmegule, fedt perlende hvide — den er ikke grodd 201