Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

AUGUST CAPPELEN. ligetil frem af et naturmotiv. I fantasilivet har den sin rod, og i atelierets drivhusluft har den fåt denne overmodenhed, denne egne usunde saftighed og fylde. Hvilke for- trin den ellers kan ha — den er uden sand valør. Ti for farvernes pragts skyld er mellemtonerne stemt ned og reflekserne undertrykt i dybderne. Men ved siden af denne digtede natur har Cappelen helt direkte malet naturen i en stor samling af friluftstudier fra Norge (i Kunstmuseet). Her er Cappelen en ganske anden. Der meddeler sig gjennem disse studier en uvilkårlig og oprindelig naturfølelse, så frisk og intim som hos en gammel jæger og skogvandrer. Som Cappelens billeder har noget af det Welhavenske tungsind, men dybere, mørkere, har hans naturstudier noget af de Asbjørnsenske naturskildringers friske joi dlugl. Han er her blot og bar maler, og en maler, som har glemt sin kompositions- kunst og forsmået atelierpalettens pragtfarver. Noget går der jo igjen af den konven- tionelle düsseldorfertone i farven; men maleren attrår intet andet end at gjøre sig til naturens fortrolige, gribe dens små hemmeligheder, afskrive dens form og aflure dens farve nogle af de uendelige overgange. Næsten alle disse studier fremstiller løsrevne brudstykker og enkeltting i naturen i deres tilfældige forekomst: et blik mellem stammerne ind i skogmørket, en enkelt vrang og vreden furu, en mosgrodd sten, en kulp i bækken, en råtten, vindfalden stamme. De er frit og bredt malt, disse studier, med den samme saftige pensel som bille- derne, men i en beskednere og ægtere kolorit, som intet har med düsseldorferskolens farvepraleri at gjøre. Vel kan ikke denne studiekunst malerisk måle sig med Dahls. I koloritens frisk- hed er Dahls studiekunst uovertruffet i norsk maleri — denne kolorit, som er let og fin og oplivende som duften af nyslåt hø! Cappelens studier er tyngre, mørkere. Men de viser en melankolikers ømhed for de små ting. Dahls studier har store og høie liimlei, er ofte næsten bare himmel. Cappelens studier er ligesom alle malt i det giønne tusmørke under trækroner. Det er en kunst, som skyr landeveien og gjerne mister stien, forvilder sig i ulændet. En lidenskabelig trang driver den til at trænge ind i naturen og ligesom fornemme dens puls, ane dens mening. Der er et hjærte i denne kunst, som slår stærkest, når det er ganske alene. Selv erindrer jeg fra min barndom, da endnu ikke Nationalgalleriet eied noget af naturalisternes friluftsmaleri, hvilket dybt indtryk af sandhed og ægthed disse studier gjorde på mig. Det er kanske betænkeligt at opstille formodninger om et afbrudt kunstnerlivs ubeskrevne bane. Men det ligger nær at tænke sig, at dobbeltheden i Cappelens kunst- neinatur, fantasten og naturdyrkeren, under en fortsat udvikling vilde ha kunnet smelte 202