Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

N. B. MØLLER — ANDERS ASKEVOLD. Et par år yngre var landskabsmaleren Nils Bjørnson Møller, født i Drammen 1827. Møller havde studeret på Kjøbenhavner-akademiet, før han blev Gudes elev. Gjerne hented han motiv for sine skjærgårdsbilleder fra Sveriges vestkyst (han var gift med en svensk dame) fra Bohuslån og Lysekilkanten. Et stort skjærgårdsbillede af ham gjorde lykke og præmieredes på Wienerudstillingen i 1873. Som næsten alle disse maleres kunst fik også hans ved gjentagelser eller den stadige kredsgang i ensartede motiver et noget stereotypt præg. Eiendommelig for Møllers billeder er, at de gjerne er set fra høiden med høi horizont og meget på billedfladen. ANDERS ASKEVOLD. Samtidig med Wexelsen, Jacobsen, Schanche og Boll, i 1855, kom Anders Monsen Askevold til Düsseldorf. Men han var yngre end disse ma- lere. Han var bondegut fra Askevold præstegjæld i Søndfjord, hvor faren var skolelærer, og blev født juledagen 1834.') Gutten var mere end almindelig opvakt, og hans sognefolk der inde i den afsides fjordbygd skjønte, at der var noget framifrå ved ham og viste det fremsyn at slå sig sammen om at hjælpe ham til at følge sin lyst og lære at tegne. Han blev sendt til Bergen, og Reusch, som her altid havde et åbent blik og et varmt hjærte for alt, som kunde være til kunstlivets fremme i hans by, tog sig af ham og gav ham den første under- visning. 21 år gammel kom Askevold derefter til Düsseldorf og blev Gudes lærling. Siden fik han også leilighed til at studere en tid i Paris. Askevold viste sig snart som en dygtig landskabsmaler, men han blev tidlig klar på, at han havde en særlig opgave at løse i norsli kunst som dyrmaler. Sæterlivet, som han fra sin barndom var fortrolig med, kjør og budeier på fjeld og i skog, i udmarken og på tunet — blev hans kunsts særegne område. Menneskene og naturen i hans billeder er mere konventionelt opfattet. Som land- skabsmaler følger han vel så meget Morten Müller som Gude, uden synderlig per- sonlig opfatning og grundighed. Figurstaffagen i hans billeder er ofte skrøbelig tegnet. Men dyrene stod hans kunstnerhjærte nærmere. Dem kjendte han nøie både af skab- ning °g vaner. Og han har vel malt flere af de brandede kjør, end der findes i hele hans hjembygd. På beite, i skog og hei, underveis på sæterstien, i færgepram og på x) Joh. Bøgh, Bergens Kunstforening i femti Aar, s. 86. 224